Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Mærsk til tops i usikkert, negativt marked

1/6 17:07

Uden signifikante selskabsspecifikke nyheder for C25-aktierne orienterede aktiehandlerne sig på årets første - men noget regnfulde sommerdag - i forhold til en række nøgletal, mens Mærsk-aktien hen over dagen listede til tops i indekset.

Samlet set blev det til et minus på 1,0 pct. til 1664,71 for eliteindekset, der hele dagen holdt sig i minus.

Dagens sidste væsentlige nøgletal fra det amerikanske ISM-indeks for fremstillingsindustrien, der viste en stigning til 56,1 i maj fra 55,4 måneden før mod et ventet fald til 54,5. Reaktionen i aktiemarkeder var negativ, og på børsen i København fordoblede C25-indekset sit fald.

Generelt har dagens været præget af usikkerhed op mod de forskellige nøgletal, mener chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink.

- Markedet er usikkert op til alle pejlemærker, der peger på, hvordan, det går. Om inflationen stiger og hvor meget vækst, der er i samfundet. Men der har ikke været noget i dag, der har ændret markedet som sådan, vurderer chefaktiehandleren.

MÆRSK BLANDT DE FRIKENDTE

Mærsk-aktierne lukkede øverst i C25 med et plus til B-aktien på 2,8 pct. til 20.780 kr. uden baggrund i selskabsspecifikke nyheder.

Men de amerikanske søfartsmyndigheder, FMC, har frikendt rederierne for mistanke om, at de har overtrådt konkurrencereglerne og udnyttet det overophedede containerfragtmarked til at opkræve højere fragtrater. Det skriver netmediet Shippingwatch.

Samtidig lukkede logistikkollegaen DSV tæt på bunden af indekset med et tab på 3,1 pct. til 1102,50 kr., og det undrer umiddelbart Mads Zink.

- Det kan forbavse en lille smule, for de havde kapitalmarkedsdag i går, og det var et positivt budskab, ledelsen sendte, konstaterer han.

BAVARIAN I BAKGEAR

Dybest i C25 lå aktien i Bavarian Nordic. Medicinalselskabet har de seneste uger fået meget opmærksomhed som følge af smitteudbruddet med abekopper, fordi selskabet som det eneste i verden har en myndighedsgodkendt vaccine mod netop abekopper. I løbet af maj har selskabet får nye vaccineordrer og aktien har oplevet pæne tocifrede stigninger.

Senest tirsdag fik aktien endnu en ordre, men reaktionen var et fald på 4,0 pct., og retræten fortsatte onsdag med et fald på 7,3 pct. til 193,10 kr., efter at finanshuset Needham har sænket sit kursmål til 318 kr. fra 380 kr. Det fremgår af Bloomberg News.

ØRSTED UDEN RUSSISK GAS

Fremtrædende i nyhedsbilledet stod Ørsted, efter at russiske Gazprom sidst på eftermiddagen tirsdag meddelte, at eksporten af gas til det danske energiselskab ville stoppe med effekt fra onsdag morgen, fordi Ørsted ikke vil betale det russiske selskab i rubler.

- Vi står i Ørsted fast på vores afvisning af at betale i rubler, og vi har forberedt os, så vi forventer fortsat at kunne levere gas til vores kunder. Situationen understreger, at vi i EU skal være uafhængige af russisk gas ved at accelerere udbygningen af vedvarende energi, siger Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted.

Der er ikke en direkte gasrørledning fra Rusland til Danmark, hvorfor Gazprom ikke direkte vil kunne afskære Danmark adgang til gas, der i stedet skal købes på det europæiske marked.

Onsdag faldt energiaktien 2,2 pct. til 767,20 kr.

Også Carlsberg markerede sig med et sagsanlæg mod konkurrenten hollandske Heineken for at have brudt konkurrencereglerne på det græske ølmarked.

Det danske bryggeri ventes at kræve en erstatning på omkring 255 mio. pund eller mere end 2,2 mia. kr., skriver det britiske medie Express.

Bryggeriaktien faldt 2,5 pct. til 860 kr.

MATAS I MODVIND

Dagens eneste kalendersatte danske selskabsregnskab kom før åbningen fra Matas, som løftede sløret for udviklingen i det forskudte regnskabsår 2021/22, hvor materialistkæden realiserede en rekordhøj omsætning. Det blev til vækst på samtlige poster i form af en rekordhøj omsætning på 4344,2 mio. kr., et driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) før særlige poster på 802,6 mio. kr., svarende til en EBITDA-margin på 18,6 pct., og en bundlinje på 276,5 mio. kr.

I 2022/23 venter Matas en omsætning på 4390-4520 mio. kr. og en EBITDA-margin før særlige poster på 17-18 pct.

Det kommende regnskabsår ventes dog påvirket af blandt andet makroøkonomisk usikkerhed på grund af krigen i Ukraine, høj inflation, stigende renter og pressede forsyningskæder.

Reaktion på regnskabet var umiddelbart positivt, men stemningen vendte og aktien lukkede 3,9 pct. lavere i 92,25 kr.

SAS KÆMPER FOR LIVET

SAS er presset, og topchef Anko van der Werff kæmper for at få gennemført transformationsplanen SAS Forward. Men det er mere end svært, og Anko van der Werff vurderer, at der nok er mindre end tre måneder at løbe på, hvis tingene skal nå at falde i hak.

Modvinden har efterfølgende fået Nordea til at skære 80 pct. af kursmålet for aktien til 0,07 kr. fra 0,35 kr.

Luftfartsaktien fortsatte sin deroute med et fald på 7,5 pct. til 0,56 kr. efter et fald på 5,8 pct. tirsdag.

Orphazyme, der er under rekonstruktion, har gennemført salget af stort set samtlige sine aktiver til Kempharm Denmark. For aktiverne modtager Orphazyme 12,8 mio. dollar, ligesom Kempharm overtager gældsforpligtelserne.

Efter frasalget sidder Orphazyme tilbage uden nogen reelle aktiviteter. Men der er fortsat værdien tilbage i selskabet i form af egenkapital, en børsskal, et søgsmål i USA og et skattemæssigt underskud, som onsdag takseredes til et børsplus på 22,7 pct. til 0,4 kr.

.\\˙ MarketWire