Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Retter sig til beskedent fald - detail igen under pres

7/6 18:30

Efter en start med mere substantielle fald er de amerikanske aktiemarkeder kommet sig og handles omkring frokosttid i USA mere beskedent i minus.

Det er energi, it og sundhed, der trækker op, mens cyklisk forbrug og dagligvarer har det svært efter endnu en skuffelse fra detailsektoren, da lavpriskæden Target igen har nedjusteret sin guidance.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, ligger kl. 12.25, lokal tid i New York i minus med 0,2 pct. efter en stigning mandag på 0,3 pct., da man i Danmark holdt fri anden pinsedag, men indekset var ved tirsdagens handelsstart i minus med så meget som 1,0 pct.

Dow Jones falder også 0,2 pct., mens Nasdaq mister 0,1 pct.

RENTER SÆTTER SIG

Tirsdag falder renterne dog tilbage, og den tiårige amerikanske statsrente er igen under 3,00 pct. Investorerne følger udviklingen i markedsrenterne tæt, mens de spekulerer i, hvor højt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, vil løfte sin toneangivende rente i dens kamp for at bringe inflationen under kontrol.

Fed har allerede over to gange hævet sin rente med samlet 0,75 pct. i 2022, og dens chefgruppe har indikeret forhøjelser på 0,50 pct.point på møderne både her i juni og i juli.

Frygten er dog, at markant højere centralbankrente ikke blot tvinger prisudviklingen ned, men også dræber den økonomiske vækst.

- Vi er stadig i et konstant skub og træk om, hvor inflationen vil være, hvor væksten vil være, og om vi får en recession eller ej, kommenterer Fahad Kamal, investeringschef hos Kleinwort Hambros, over for The Wall Street Journal.

TARGET NEDJUSTERER IGEN

Tirsdagens fokus er også på supermarkedskæden Target, der igen har nedjusteret. Koncernen peger på, at den er nødsaget til at annullere varebestillinger og tilbyde ekstra rabatter for at få solgt ud af for store lagre, da inflationsskræmte forbrugere nu holder igen.

Det er omkring tre uger siden, at Target sidst skuffede med en nedjustering efter sit regnskab for første kvartal, og selskabet regner nu med en driftsmargin i det igangværende andet kvartal på cirka 2 pct. sammenlignet med senest omtrent 5,3 pct.

På den baggrund falder Targets aktie med 4,2 pct. tirsdag, mens detailkollegaer inden for dagligvarer som Walmart og Costco smider 2,1 og 1,0 pct. Inden for cyklisk forbrug er detailvendte forretninger også under pres med minus på 2,6 pct. til Amazon, mens byggemarkedskæderne Lowe's og Home Depot mister henholdsvis 2,3 og 2,2 pct.

Det er også derfor, at cyklisk forbrug er den sektor, som med 1,5 pct. er mest i minus tirsdag, mens dagligvaregruppen mister 0,6 pct.

ENERGI LØFTES IGEN

I den anden ende stiger energi med 2,3 pct., efter at olieprisen de seneste fire-fem handelsdage er fortsat sin fremgang og svæver tæt på 120 dollar per tønde. Her stiger Exxon Mobil med 4,1 pct., mens Chevron løftes 3,2 pct.

I grønt er også it-aktierne med et plus på 0,2 pct., mens sundhed vinder det samme.

Inden for it vinder Apple frem med 0,8 pct., mens Microsoft løftes 0,4 pct., og softwarekonkurrenten Salesforce stiger 1,6 pct.

Med i toppen af S&P 500 ligger fødevareproducenten J M Smucker, som går frem med 4,9 pct. trods et på overfladen skuffende regnskab, hvor tilbagekaldelsen af en stor ladning peanut butter skæmmer. Investorerne har dog valgt at se bort fra den engangseffekt og i stedet fokusere på den underliggende forretningsudvikling med høj organisk salgsvækst og ellers godkendte marginer.

Uden for S&P 500 er der også fokus på varehuskæden Kohl's, som løftes 6,9 pct. Mandag aften kom det frem, at koncernen er i dialog om et salg til Franchise Group for omkring 8 mia. dollar. Kohl's har længe været sat i forbindelse med en mulig overtagelse fra kapitalfondes side.

.\\˙ MarketWire