USA/tendens: Vækstbekymring presser futures op til åbningen
8/6 14:26
Der er små fald i vente, når det amerikanske aktiemarked åbner onsdag, efter at en sænket vækstprognose fra OECD har givet bekymring om udsigterne for verdensøkonomien.
Futuren for det brede S&P 500-indeks peger ned med 0,3 pct. fra start, Dow Jones-futuren falder 0,4 pct., og Nasdaq 100-futuren ligger 0,2 pct. lavere godt en time før børsåbningen i New York.
Tirsdag startede markedet også i rødt, men det blev indhentet i løbet af dagen, og ved lukketid var der pæne plusser til alle de tre ledende indeks.
S&P 500-indeks endte tirsdag knap 1,0 pct. højere, efter at det kort efter åbningen ellers havde ligget 1,0 pct. lavere. Dow Jones steg 0,8 pct., og Nasdaq gik frem med 0,9 pct.
SÆNKET VÆKSTPROGNOSE
Der er onsdag fokus på de makroøkonomiske udsigter, efter at OECD i en ny prognose har sænket sit estimat for den globale vækst og løftet prognosen for inflationen.
Organisationen ser nu en global vækst i år på 3 pct. mod et tidligere estimat på 4,5 pct. i den seneste prognose fra december. Inflationen ventes endvidere nu at toppe i 8,5 pct. sammenlignet med et tidligere estimat på 5 pct.
Selskabsspecifikt kommer der onsdag fokus på vaccineproducenten Novavax efter meldingen tirsdag efter børslukketid om, at det har modtaget en positiv anbefaling af en nødgodkendelse af sin coronavaccine fra et panel af uafhængige eksperter under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Den positive anbefaling blev givet med stemmerne 21 mod nul, mens en enkelt afstod fra at stemme. Eksperterne mener således, at de positive effekter ved vaccinen opvejer risiciene.
Efter panelets anbefaling udestår FDA's endelige nødgodkendelse, inden vaccinen kan markedsføres i USA. Vaccinen er allerede godkendt i EU og en række andre lande.
Handelen med Novavax ' aktie var tirsdag suspenderet forud for panelets afgørelse, men i fredags faldt den 20,0 pct., da forberedende materiale til paneldiskussionen indeholdt en fremhævelse af, at enkelte ud af 30.000 forsøgspatienter havde oplevet hjerteproblemer efter at have fået vaccinen.
I formarkedet stiger Novovax 10 pct. efter en stigning mandag på 6,2 pct. før suspenderingen tirsdag.
UNDERSØGER ALTERNATIVER
Der er også udsigt til en positiv aktiestart for aktien i Western Digital, efter at mikrochipproducenten har meddelt, at den vil overveje at opdele sin primære division som en del af en gennemgang af "strategiske alternativer" efter samtaler med aktivistinvestor Elliott Investment Management.
Ifølge Wells Fargo vil kommentarerne fra Western Digital blive set som en yderligere indikation på, at virksomheden aktivt evaluerer den potentielle værdiskabelse ved at adskille harddisk- og flash-driften.
Aktien i Western Digital stiger i formarkedet med 4,3 pct.
Inden åbningen er der kommet regnskab fra spiritusproducenten Brown-Forman, som blandt andet står bag mærkerne Jack Daniels og Finlandia. Regnskabet viser en vækst i omsætningen i fjerde kvartal på 23 pct. til 996 mio. dollar, hvilket var noget over analytikernes forventninger på 833,9 mio. dollar ifølge Bloomberg News.
Driftsmarginen på 24,7 pct. var også langt over analytikerkonsensus på 21,3 pct.
OVERRASKER MED TAL OG OPJUSTERER
Campbell Soup har også leveret opløftende regnskabstal. I det forskudte tredje kvartal omsatte selskabet for 2,13 mia. dollar, hvilket er over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 2,04 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie opgøres endvidere til 70 cent, hvor analytikerne kun havde sat næsen op efter 61 cent.
For helåret hæver Campbell Soup forventningerne til den organiske salgsvækst til 1-2 pct. fra tidligere ventet minus 1 til plus 1 pct., mens forventningerne til den justerede indtjening per aktie fastholdes på 2,75-2,85 dollar.
Aktien stiger 3,1 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire
