Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Chip og industri trækker ned - Tesla løftes

8/6 18:20

De amerikanske aktier er onsdag under let pres, da investorerne igen fokuserer på den høje inflation, hvilket sender renterne op, ligesom kommentarer fra chipkæmpen Intel skaber fornyet bekymring omkring de økonomiske udsigter, ligesom industri er under pres.

Intel og de øvrige halvlederaktier trækker på den baggrund ned, mens der omvendt er lidt lettelse i cyklisk forbrug, hvor Tesla stiger, da en af selskabets største fans igen er begyndt at købe op.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.10, lokal tid i New York, med 0,2 pct., mens Dow Jones også bakker 0,2 pct. Nasdaq vinder omvendt frem med ligeledes 0,2 pct.

Både de korte og de lange renter tikker samtidig opad, og den tiårige amerikanske statsrente ligger igen omkring 3,00 pct.

Investorerne er bekymrede for udsigten til markant strammere pengepolitik. I USA er centralbanken allerede begyndt at hæve sin toneangivende rente med flere løft på bedding, ligesom Federal Reserve, Fed, i denne måned også har indledt kvantitative stramninger ved at reducere sin enorme obligationsportefølje.

- Vi har haft den her enorme pengepolitiske intervention, og vi er først lige begyndt at se en afvikling. Tanken om, at markedet har indregnet det korrekt, synes meget optimistisk, siger Roger Lee, aktiechef hos Investec, til Financial Times.

WOOD KØBER IGEN

I S&P 500 er det energiaktierne, som topper med en stigning på 1,2 pct., da olieprisen atter skyder op og nu ligger over 121 dollar per tønde i USA. Her er det Exxon Mobil, som løfter med 1,9 pct. til rekordkurs i 105,29 dollar, mens Chevron løftes 1,0 pct.

Kommunikationsservice oplever også et plus på 0,8 pct., da Meta Platforms trækker op med fremgang på 2,2 pct., mens Alphabet vinder 0,6 pct. Netflix vinder desuden 4,0 pct.

Cyklisk forbrug vinder også 0,4 pct. Gruppen løftes af Tesla, der stiger 2,6 pct. Elbilproducenten har onsdag rygvind på nyheden om, at den kendte teknologiinvestor Cathie Woods Ark-fond efter et år med salg fra sin Tesla-beholdning siden slutningen af maj er begyndt at købe igen. Teslas aktie er da også nærmest halveret siden rekorden i november.

INTELS ADVARSEL

It-aktierne bakker derimod med 0,4 pct. trods et plus til Apple på 0,3 pct. Her er det dog chipaktierne, som trækker ned.

Topcheferne i Intel gav tirsdag aften på en konference indblik i selskabets oplevelse af forretningsklimaet, og her var budskabet det, at omstændighederne er ringere end tidligere ventet.

Den melding lægger pres på Intels aktie, som falder med 4,4 pct., og konklusionen blandt analytikerne er da heller ikke positiv.

- Vi forventer nu, at Intel vil komme med en negativ melding før tid eller ikke nå guidance for andet kvartal 2022, og vi sænker derfor vores estimater, lyder kommentaren fra Christopher Danely, analytiker hos Citigroup, ifølge Bloomberg News.

Informationen fra Intel presser også de øvrige chipaktier, der som gruppe i S&P 500 bakker med 1,5 pct., da navne som Advanced Micro Devices, Texas Instruments og Nvidia også mister 0,7-3,1 pct.

JPMORGAN ADVARER OGSÅ

Industri er også ramt af et fald på 0,9 pct. Her er det især undergruppen for transport, som med et minus på 2,2 pct. trækker ned. Det skyldes, at JPMorgan i en analyse har advaret om en opbremsning i sektoren. Derfor falder blandt andet jernbaneselskaberne Union Pacific, CSX og Norfolk Southern med 1,8-2,8 pct., mens pakkekæmpen UPS mister 2,3 pct.

I bunden af S&P 500 ligger tobakskæmpen Altria med et tab på 6,2 pct., da Morgan Stanley har sænket sin anbefaling af aktien til "undervægt". Blandt andet henvises til øget konkurrence på røgfri tobak, fordi konkurrenten Phillip Morris er i færd med at overtage Swedish Match og dermed udbygge sin position på det amerikanske marked.

På regnskabsfronten er der nyt fra Brown-Forman, der gør sig inden for salg af alkohol. Aktien vinder 5,5 pct., da tallene for fjerde kvartal har overgået forventningerne.

På samme måde stiger Campbell Soup med 2,5 pct., da resultaterne i tredje kvartal var bedre end ventet.

.\\˙ MarketWire