Råvarer: Kina eksporrtal hæver oliepriser til højeste niveau i 13 uger
9/6 08:09
Oliepriserne stiger mod det højeste niveau i 13 uger som følge af overraskende høje kinesiske eksporttal for maj, mens nye restriktioner i Kina og særligt Shanghai tog toppen af prisstigningerne.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 123,93 dollar mod 122,05 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 122,32 dollar mod 120,70 dollar onsdag eftermiddag.
Kinesisk eksport i maj var hele 16,9 pct. højere end samme periode sidste år. Til sammenligning var eksportniveauet i april blot 3,9 pct. højere end samme måned i 2021. Eksporttallene er med til at male et billede af, at Kina har fundet en model, hvor de kan blande strenge restriktioner med en nogenlunde velfungerende arbejdsstyrke.
- Eksporten er imponerende landets nedlukning af flere store byer taget i betragtning, udtaler Stephen Innes partner i SPI Asset Management til Reuters.
På trods af Kinas succes i et maj med nedlukninger, så vil de nyligt tilbagevendte coronarestriktioner i Shanghai alt andet lige dæmpe eksporten i juni - og derigennem oliepriserne.
I USA holder sommeren, som er højsæson for kørsel, en hånd under de globale oliepriser, og landet har meldt om et rekordstort fald i de strategiske oliereserver.
Samtidig så halter Organisationen for Olieeksporterende lande og dens allierede (Opec+) efter målet for olieproduktion med 2,6 mio. tønder om dagen.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 1854,45 dollar mod 1856,32 dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire