Finansiel Stabilitet anker frifindelse af bestyrelsesmedlemmer - NY
9/6 11:44
Finansiel Stabilitet har anket Københavns Byrets frifindelse af syv tidligere bestyrelsesmedlemmer i Københavns Andelskasse, oplyser organisationen i en meddelelse torsdag formiddag.
Beslutningen om at anke dommen sker i samråd med advokatfirmaet Plesner.
Sagen vedrørte erstatning i forbindelse med andelskassens køb af dele af aktiviteter fra selskabet Dansk OTC (OTC-listen).
- Det er Finansiel Stabilitets vurdering, at der deltog inhabile bestyrelsesmedlemmer i bestyrelses drøftelser af og beslutning om at købe OTC-listen, og at beslutningen derfor blev truffet under omstændigheder, hvor der blev varetaget uvedkommende hensyn, lyder det i meddelelsen.
Den oprindelige dom faldt den 25. maj.
Omdrejningspunktet i sagen var virksomhedshandlen tilbage i 2015, hvor OTC-listen blev købt for 4,5 mio. kr. Selskabet var ejet af finansmanden Jesper Bak.
Jesper Bak sad samtidig på den anden side af bordet som en central del af andelskassens ejerkreds. Og ifølge Finansiel Stabilitet var det Jesper Baks personlige interesser - ikke andelskassens - som blev tilgodeset ved købet.
Idéen med OTC-listen Aps. var at skabe et forum for handler med aktier, der ikke var noteret på Fondsbørsen. Men reelt var selskabet værdiløst, blev det påstået i byretten. For den nødvendige tilladelse til at handle med værdipapirer var ikke i hus.
Finansiel Stabilitet overtog i 2018 kontrollen med Københavns Andelskasse. Det skete, efter at myndighederne i flere tilfælde havde fundet uregelmæssigheder i selskabets drift.
Det mundede blandt andet ud i et sagsanlæg mod de syv, som under sagen i Københavns Byret afviste, at købet tilbage i 2015 skulle være sket på et mangelfuldt grundlag. Tværtimod var de overbevist om, at købet kunne give indtjening til andelskassen.
.\\˙ MarketWire