USA/åbning: S&P 500 i bear-market på højrød udsalgsdag
13/6 15:41
Det tegner til endnu en dag med negativt fortegn, da de amerikanske aktiemarkeder ligger underdrejede fra handelsstart mandag.
S&P 500-indekset er røget direkte i bear-market med et fald på 2,2 pct. Bear-market er lig med et fald på 20 pct. fra den seneste top, hvilket her var den 3. januar.
Dow Jones mister 1,7 pct. på indeksniveau, og Nasdaq snubler og falder 2,5 pct. i den indledende handel.
Det er frygten for en recession af den amerikanske økonomi i takt med, at Federal Reserve strammer renteskruen og sætter den ledende rente op, der sender aktierne i fald.
En glødende inflation på 8,6 pct. i maj mod ventede 8,3 pct. har sat gang i brandudsalget, og fredag faldt det brede S&P 500 med hele 2,9 pct., mens Dow Jones mistede 2,7 pct., og teknologitunge Nasdaq med en klart større overvægt af mere rentefølsomme vækstselskaber tabte hele 3,5 pct.
Nu venter markedet, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil have hævet renten med 175 basispoint inden september, skriver Reuters.
- Inflationen har ikke toppet, og renterne er stadig for lave i de fleste udviklede økonomier. Det betyder, at hastigheden af stramninger bliver revideret op stort set overalt, siger Kenneth Broux, rentestrateg hos Societe Generale, til Reuters.
Rentekurven for den toårige og den tiårige statsobligation er kortvarigt inverteret for første gang siden april, og det betragtes af mange på markedet som et pålideligt signal om, at en recession kan komme i løbet af det næste eller to år.
- Selvom teknologiaktier er mere følsomme over for langsigtede afkast, tynger den øgede risiko for recession overvurderede aktier, siger Raffi Boyadjian, investeringsanalytiker hos mæglerselskabet XM.
Og ifølge en kommentar fra investeringsbanken UBS tidligere i år, har en inverteret rentekurve de seneste 70 år signaleret en recession forude.
TESLA OPRUSTER I DET TYSKE
Tesla falder 3,3 pct. i den indledende handel efter et fald på 3,1 pct. fredag.
Mandag skriver Investing.com, at elbilgianten hyrer omkring 500-600 folk om måneden til sin Gruenheide-fabrik, og arbejder sammen med det tyske arbejdsministerium om at ansatte arbejdere til Brandenburg-regionen, der ikke er længere er brug for hos andre tyske bifabrikanter.
- Situationen er, at det går op for andre bilproducenter i andre regioner, at der er færre hænder til at produktionen af elbiler end selskaberne har skulle bruge før, lyder det for Joerg Steinbach, der er den regionale økonomiminister i Brandenburg.
I alt er der blevet ansat 4100 og 4500 arbejdere til Tela-fabrikken Gruenheide, hvor omkring 10 pct. er udlændinge herunder primært fra Polen.
OPKØB FÅR TOMMEL NED
Ejendomsselskabet Prologis har aftalt at købe Duke Realty, der ejer, udvikler og bestyrer logistik- og industriejendomme, i en ren aktiehandel med en værdiansættelse inklusive gæld for 26 mia. dollar svarende til 185 mia. kr.
Duke Realtys aktionærer vil få 0,475 Prologis-aktie for hver Duke Realty-aktie, de ejer. Handlen ventes afsluttet i fjerde kvartal 2022.
Duke Realty-aktionærerne er godt tilfredse med salget - aktien stiger 1,4 pct.
Modsat falder Prologis 4,8 pct.
Fredag var der markant pres på Docusign, der udvikler digitale signaturer til digitale dokumenter. Et kvartalsregnskab, som indeholdt en skuffende nedjustering af forventningen til faktureringerne i regnskabsåret, samt et lavere kvartalsunderskud end ventet blev straffet med et kursfald på 24,5 pct.
Mandag ser det ud til, at faldet fortsætter, hvis retningen holder dagen i gennem. I de første handler mandag mister aktien 4,6 pct. i den spæde handelsstart.
.\\˙ MarketWire