Aktier/middag: Bavarian dumper til bunds i rødt marked med renteuro
14/6 11:30
Tirsdag middag er gassen igen gået af ballonen i det danske eliteindeks, hvor morgentimernes stigning er blevet afløst af fald.
Kun to aktier - Rockwool og Royal Unibrew - flyder oven på og stiger i et ellers rødt marked. Bavarian Nordic dumper omvendt til bunden af indekset, efter at have bekræftet en vaccineordre til EU.
Samlet falder C25-indekset 1,4 pct. til 1557,74 efter et fald 2,4 pct. mandag.
Ifølge Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, viser det, at nervøsiteten fortsat er fuldt ud til stede i markedet og hurtigt kan afløse selv den mindste flig af optimisme.
- Markedet vil være ekstremt volatilt, og det er hele det her inflationsspøgelse, der skræmmer markedet. Det er den samme historie som i går - at markedet er ekstremt nervøst, og vil være det i hvert fald frem til FOMC-mødet i morgen, og så må vi se, hvad der sker derfra, siger Mads Zink.
Han henviser til rentekomitéen under den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag og torsdag skal mødes for at diskutere den amerikanske rente og ikke mindst den næste stigning.
Efter inflationstal fredag overraskede markedet ved at stige mere end ventet, er de amerikanske renter kørt op - og det samme er de danske. Det har fået markedet til i højere grad at tro på, at rentekomitéen, FOMC, vil hæve renten 75 basispoint frem for tidligere ventet 50 basispoint.
- Det er renten, der styrer aktiemarkedet fuldstændig, konstaterer Mads Zink og kalder inflationstallene den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Mandag var der også negativ stemning i USA, hvor S&P 500-indekset faldt 3,9 pct. Indekset gik med et fald på mere end 20 pct. dermed ligesom Nasdaq-indekset også i bjørnemarked. Tirsdag middag dansk tid peger de amerikanske futures dog i en positiv retning.
BAVARIAN MED NY OPJUSTERING EFTER EU-KONTRAKT
Bavarian Nordics aktie falder 5 pct. til 188,10 kr. umiddelbart efter, at selskabet har bekræftet en ordre på 110.000 doser koppevaccine til EU. Det sker i forbindelse med nuværende udbrud af abekopper i en række lande. Umiddelbart inden meddelelsen lå aktien i toppen af C25-indekset med en stigning på 2 pct.
Ordren betyder, at Bavarian Nordic opjusterer forventningerne for fjerde gang på blot få uger. Bavarian venter nu en omsætning på 1900-2100 mio. kr. mod tidligere 1800-2000 mio. kr. Forventningerne til driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, er hævet til et underskud på 600-800 mio. kr. fra et underskud på 700-900 mio. kr. kursmålet til 330 kr. fra 300 kr. af Danske Bank, der fortsat holder anbefalingen "køb". Det fremgår af PLX AI.
Danske Bank har desuden løftet kursmålet til 330 kr. fra 300 kr. og anbefaler "køb". Det fremgår af PLX AI.
FOKUS PÅ VINDENERGI
Vestas og Ørsted er i fokus tirsdag, efter at Ritzau mandag efter børslukning kunne berette, at regeringen vil fjerne et politisk besluttet vindmølleloft fra 2018.
Loftet skal ophæves, for at regeringen kan realisere sit forslag om, at der i Danmark skal produceres fire gange så meget strøm med solceller og vindmøller på land i 2030 som i dag, skriver Indenrigs- og Boligministeriet til Ritzau.
Vestas-aktien falder 1,2 pct. til 161,22 kr., mens Ørsted falder 2,4 pct. til 705,40 kr.
DEMANT KØBER DE RESTERENDE 80 PCT. AF SHENGWANG
Demant har købt resten af kinesiske Shengwang svarende til 80 pct., så det danske selskab nu ejer det kinesiske helt og holdent.
Demant købte 20 pct. af selskabet i marts i år - og nu har høreapparatskoncernen så købt resten, hvilket var helt som ventet, lyder det fra Danske Banks chefhandler Mads Zink.
Købesummen for hele Shengwang er på 1855 mio. kr. på kontant- og gældsfri basis.
Demant falder 0,8 pct. til 273,30 kr. efter en stigning ved åbningen.
NYE KURSMÅL TIL NOVO, DANSKE BANK OG BOOZT
Novo Nordisk har fået løftet sit kursmål til 875 kr. fra 850 kr. af finanshuset Bernstein, der har gentaget den positive anbefaling "outperform".
Novo Nordisk-aktien falder 0,2 pct. til 768,20 kr.
Danske Bank har fået sænket kursmålet til 96 kr. fra 102 kr. af Barclays, der gentager den negative anbefaling "undervægt".
Aktien falder 1,2 pct. til 109,45 kr.
Den onlinebaserede tøjforhandler Boozt får sænket sit kursmål af finanshuset ABG Sundal Collier til 52,56 kr. fra tidligere 77,72 kr., samtidig med at anbefalingen forbliver "hold". Det fremgår af Bloomberg News.
Aktien falder 0,4 pct. til 47,38 kr.
SAS: PILOTFORENINGENS UDMELDING ER USAND
Luftfartsselskabet SAS har meldt ud, at pilotforeningen for SAS-piloterne ikke taler sandt i forbindelse med, at foreningen oplyser, at den har leveret et forslag til overenskomstforhandlingerne, der indeholder besparelser på 25 pct. Det er nærmere mindre end det halve af det tal, forlyder det i et internt brev fra selskabet.
Det skriver Check-In.dk.
Påstanden kommer for dagen under forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter, hvor piloterne sidste uge varslede strejke.
SAS falder 4,2 pct. til 0,46 kr.
.\\˙ MarketWire
