Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Venter på Jyske Bank, SAS og især Fed

15/6 11:38

Mens aktiemarkedet onsdag middag afventer nyt fra SAS' pilotforhandlinger i Stockholm, om Jyske Banks mulige køb af Handelsbankens danske aktiviteter og - i helt særlig grad - på aftenens rentebeslutning hos den amerikanske centralbank, udvikler det danske C25 sig positivt efter fem dage i træk med fald.

Eliteindekset løftes 0,3 pct. til 1555,36 anført af Carlsberg, Unibrew og Danske Bank.

FED-SPIL OM 50-100 BASISPOINT

De største forventninger knytter sig til mødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserves, Fed, rentekomite, FOMC, som sluttes onsdag aften. Størrelsen af den renteforhøjelse, som komiteen ventes at beslutte, er det store udestående spørgsmål.

- Vi er meget spændte på Fed i aften - som det primære i den her situation, hvor der er så meget fokus på inflation og renterne. Specielt efter de meget høje inflationstal vi fik fra USA i fredags. Der er meget i spil - lige fra 50 basispoint til 75 og 100 basispunkter, konstaterer Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

- Men vi er da trods alt i positivt terræn i dag efter nogle rigtig sure dage. Men det er jo ikke, fordi vi er ud af skoven endnu. Det er så usikkert. Vi er i plus nu, men det kan være et øjebliksbillede, og tingene kan vende rundt, inden dagen er omme, påpeger han.

Men måske har markedet indregnet effekten af et stor rentehop i USA, og måske kan det forklare en del af den vending, der ses i aktiemarkedet, funderer Martin Munk.

BRYGGERIER I TOP

Men hensyn til selskabsspecifikke nyheder er handelsdagens indtil videre noget tyndbenet.

Carlsberg er krøbet til tops i C25 med et plus på 3,4 pct. til 876,40 kr., mens lillebroren Royal Unibrew stiger 2,6 pct. til 611,20 kr.

- Carlsberg ligger godt til, efter at den er blevet hævet hos Barclays, og jeg tænker, at Royal Unibrew kører lidt med i slipstrømmen.

Britiske Barclays har hævet kursmålet for Carlsberg, så det nu er på 1100 kr. mod tidligere 1023 kr. Anbefalingen er fortsat "overvægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Rockwool blander sig i toppen med et plus på 1,8 pct. til 1833 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

INTET NYT FRA SILKEBORG

Jyske Bank løftes 1,7 pct. til 348,30 kr., og Danske Bank stiger 1,8 pct. til 11,60 kr.

- Banker ligger lunt ude i Europa, og det rammer også de danske banker. En klar bevægelse i en sektor, som nyder godt af den høje rente, noterer Martin Munk.

For Jyske Bank spiller det dertil ind, at netmediet Finans har erfaret, at banken er nået til enighed med Handelsbanken om overtagelse af svenske Handelsbankens danske forretning.

Finans refererer til flere kilder tæt på forhandlingsprocessen, men foreløbigt er der ikke meldt noget konkret officielt ud fra nogen af parterne. Jyske Bank har været anset for at være i førersædet i kampen om at købe Handelsbankens danske aktiviteter, siden Spar Nord i sidste uge annoncerede en udbytteudbetaling. Kursreaktionen onsdag middag skal ses i forlængelse af de kraftige fald de seneste dage fra et niveau på 411,50 kr., i usikkerhed om hvorvidt Jyske Bank kan få behov for at rejse en stor sum penge via salg af nye aktier for at finansiere transaktionen.

Mærsk-aktierne er i rødt med et minus til B-aktien på 0,6 pct. til 18.440 kr. Carnegie har sat kursmålet ned for A.P. Møller-Mærsk til 29.500 kr. fra 31.000 kr. Men anbefalingen er fortsat "køb", skriver PLX.AI.

SAS I PLUS

Uden for eliteindekset er der onsdag middag plus til den turbulente og noget kriseramte SAS-aktie, der stiger 0,8 pct. til 0,46 kr. Onsdag mødes SAS med piloterne i den svenske forligsinstitution, men seneste melding er, at piloterne har trukket deres oprindelige tilbud om besparelser tilbage.

Det skriver den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv efter at have set et brev fra de fire pilotforeninger under SAS Pilot Group, der blev sendt til SAS-piloterne i mandags. I brevet står der, at piloterne nu to gange under pandemien har tilbudt tidsbegrænsede kriseaftaler, men at SAS-ledelsen har takket nej og i stedet krævet væsentlige forringelser af piloternes vilkår.

Der fragår onsdag et udbytte på 2,5 kr. fra aktien i Spar Nord, som samtidig har lanceret et aktietilbagekøbsprogram på 225 mio. kr. Bankens aktie falder 0,20 kr. - eller 0,3 pct. - til 72,80 kr.

Aktien i køkkenvirksomheden TCM stiger 6,9 pct. til 83,40 kr., efter at der de seneste dage er blevet annonceret et par insideres opkøb i aktien.

.\\˙ MarketWire