Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Aktieplus med tech i top trods historisk renteløft - NY

16/6 06:32

Fed, Fed, Fed. Alle øjne var onsdag rettet mod den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der midt i aktiemarkedets åbningstid onsdag afsluttede sit todages rentemøde med en renteforhøjelse på 0,75 pct.point.

Umiddelbart efter forhøjelsen satte aktierne sig fra et plus på 1,1 pct. til et minus på 0,4 pct., men efterfølgende kommentarer fra Feds formand, Jerome Powell, lagde låg på nervøsiteten, og investorerne fandt igen frem til købsknappen, mens de lukkede nogle af deres shortpositioner.

Og den udvikling synes at ville fortsætte torsdag. Futuresmarkedet indikerer en åbning i New York med stigninger på 0,4-0,5 pct. i de tre store aktieindeks senere på dagen.

S&P 500-indekset steg onsdag solide 1,5 pct. onsdag og satte dermed et punktum for en række med fem handelsdage i minus, hvor markedet samlet mistede mere end 10 pct., og mandag også gik ind i et bjørnemarked med et fald på mere end 20 pct. i forhold til rekorden i januar.

Onsdag vandt Dow Jones også 1,0 pct., mens Nasdaq gik mest op med 2,5 pct.

- Markedet indregner en Fed, som forsøger at komme foran kurven på inflationen i stedet for bag kurven, siger Art Hogan, chefstrateg hos National Securities, til The Wall Street Journal.

Renteløftet, det største siden 1994, var helt som ventet, ifølge handelen med rentefutures, selv om to tredjedele af økonomerne i en rundspørge foretaget af Bloomberg News faktisk kun havde spået 50 basispoint.

Jerome Powell skitserede efterfølgende endnu en forhøjelse til juli på 50 eller 75 basispoint, og selv om han så for sig, at renten på et tidspunkt skal op i et restriktivt niveau, pegede han også på, at banken fortsat ikke ser tegn på en "bredere opbremsning" i økonomien, og at Federal Reserve med sine stramninger stadig kan se en blød landing foran sig.

- Det vil ikke blive let, lød det dog.

Flere økonomer har peget på, at Federal Reserve med den tårnhøje inflation er tvunget til at vælge mellem inflationen eller en recession. Det abonnerer centralbankformanden dog ikke på.

- Vi forsøger ikke at udløse en recession, sagde Jerome Powell.

TEKNOLOGI I FRONT

Det var de teknologitunge sektorer med deres store vægt af vækstaktier, som trak mest frem onsdag. Cyklisk forbrug vandt 3,0 pct., mens kommunikationsservice steg 2,4 pct., og it-aktierne gik op med 2,2 pct.

De store teknologinavne lå da også med i toppen og hev markedet frem. I cyklisk forbrug steg Amazon 5,2 pct., mens Tesla vandt 5,5 pct. I kommunikationsservice gik Alphabet frem med 2,9 pct., og Meta blev løftet 3,4 pct., ligesom Netflix gik frem med 7,5 pct.

I it-sektoren var der samtidig plus til Apple på 2,0 pct. og på 3,0 pct. til Microsoft, ligesom chipkæmpen Nvidia steg 4,4 pct.

I den anden ende havde energisektoren det svært onsdag og var alene i minus med 2,1 pct., da olieprisen faldt, hvorfor navne som Exxon Mobil og Chevron bakkede 1,3 og 2,0 pct.

BOEING FLØJ HØJEST

I top i S&P 500 var flyproducenten Boeing imidlertid med et plus på 9,5 pct. på nyheden om, at China Southern Airlines igen gør klar til at sende sine 737 MAX-fly i luften. De har i Kina været "groundet" siden to flystyrt i 2018 og 2019 med tilsammen 346 omkomne.

Vaccineproducenten Moderna vandt også 5,7 pct., da to ekspertpaneler under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har anbefalet selskabets coronavaccine til henholdsvis børn på seks måneder til fem år og til børn og unge mellem 6 og 17 år.

Der var også nyt ude om Citigroup, der for tiden er investeringsmilliardæren Warren Buffetts foretrukne bankinvestering. Bankens direktør med ansvar for de globale markeder, Andrew Morton, spåede nemlig ifølge Bloomberg News en vækst i handelsindtægterne på mere end 25 pct. i andet kvartal. Den øgede volatilitet i markederne er nemlig bankens "ven", da kunderne handler mere og betaler flere gebyrer.

Aktien i Citigroup steg 3,5 pct., mens konkurrenterne Bank of America og JPMorgan Chase vandt mere moderate 1,9 og 1,2 pct.

Der var onsdag også fokus på Snowflake. Software- og datakoncernen vandt 7,6 pct., da ledelsen på selskabets investordage har præsenteret planer om at angribe nye markeder og blandt andet søge vækst inden for cybersikkerhed og transaktioner.

.\\˙ MarketWire