Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Jyske Bank i højsædet i ventet grøn åbning

20/6 08:28

Jyske Bank har mandag morgen offentliggjort opkøbet af Handelsbankens danske aktiviteter, efter at banken i sidste uge bekræftede, at den var i forhandling med den svenske branchefælle.

Mandag har Norden desuden opjusteret sin forventninger til regnskabsåret 2022 for tredje gang.

Der kan være udsigt til en åbning i plus, når den danske handel skydes i gang klokken 9. Futures for det tyske DAX-indeks, der typisk er en god indikator for udviklingen herhjemme, peger forud for åbningen op med 0,5 pct.

Fredag rundede C25-indekset ugen af med en stigning på 0,7 pct. til 1524,70. Samlet faldt eliteindekset dog 5,7 pct. i ugens løb, efter at flere centralbanker, heriblandt USA's Federal Reserve, hævede renterne for at få bugt med den stigende inflation.

JYSKE BANK KØBER SHB'S DANSKE AKTIVITETER

Jyske Bank har mandag morgen offentliggjort købet af Handelsbankens danske aktiviteter for et endnu ikke offentliggjort kontantbeløb plus en goodwill-betaling på 3,0 mia. kr.

Det oplyser banken fra Silkeborg i en meddelelse mandag morgen.

Opkøbet kommer efter længere tids forhandlinger, hvor et konsortium bestående af blandt andre Spar Nord og Vestjysk Bank også bejlede til de danske aktiviteter.

Det ventes gennemført i fjerde kvartal af 2022. Overgangen til datacentralen Bankdata ventes færdigt i 2023, mens de fulde synergier ved opkøbet ventes indfriet i 2024.

Opkøbet ventes øge resultat per aktie med cirka 10 pct. i 2024.

Sidste uge bekræftede Jyske Bank, at den var i dialog med Handelsbanken om et eventuelt opkøb.

Den nøjagtige købspris fremgår ikke af dagens meddelelse. Banken kommer dog ikke til at udstede nye aktier i forbindelse med opkøbet, lyder det. I stedet vil finansieringen ske gennem udstedelse af realkreditobligationer. Samtidig fremgår det, at Jyske Bank vil betale 3 mia. kr. i goodwill.

Det var forud for dagens meddelelse ifølge Jyllands-Posten Erhverv ventet, at de danske aktiviteter ville løbe op i cirka 8 mia. kr. Det er eksklusive omkostningerne forbundet med at flytte de nyopkøbte aktiviteter over til Bankdata.

NORDEN OPJUSTERER IGEN - IGEN

Norden har mandag morgen opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2022 som følge af forbedringer i begge sine forretningsenheder.

Rederiet ser nu en indtjening på 420-500 mio. dollar fra tidligere 340-420 mio. dollar, fremgår det af en meddelelse mandag morgen.

Det er tredje gang i år, at Norden har opjusteret sine forventninger. For knap en måned siden - den 18. maj - opjusterede rederiet som følge af ændrede handelsmønstre og regional volatilitet i raterne inden får både tank- og tørlastmarkedet.

Aktien steg fredag med 1,1 pct. til 237,20 kr. Aktien er steget 42,6 pct. siden nytår, men aktien har været presset de seneste uger med et fald på 21,6 pct. over den seneste måned.

UNIBREW KØBER COCKTAILPRODUCENT

Royal Unibrew har købt cocktailproducenten Nohrlund, som bryggerikoncernen har haft en majoritetspost i siden 2018. Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Opkøbet bekræftes af Søren Aamand, der er administrerende direktør i Nohrlund, på det sociale medie Linkedin.

I sit årsregnskab for 2021 skrev Royal Unibrew, at "ready to drink"-kategorien, som Nohrlund falder under, sammen med cider udgjorde en tiendedel af selskabets omsætning.

Det fremgår ikke, hvor meget bryggerikoncernen har betalt for Nohrlund. I 2020 landede det opkøbte selskab et overskud for året på 31 mio. kr.

Fredag steg aktien i Royal Unibrew 3,6 pct. til 607,60 kr.

NORDEA TILBAGE I C25

Nordea genentrerer mandag det danske C25-indeks efter knap fire år uden for eliteindekset. Den nordiske bank erstatter Lundbeck og sker som konsekvens af børsens halvårlige gennemgang af de danske eliteaktier.

Lundbeck splittede i starten af juni sin aktie til en A- og B-aktie, der i sidste uge begge blev handlet i C25. Fremover vil handlen dog ske uden for eliteindekset.

FLSmidth har fået ophævet dækningen hos Credit Suisse, da analytikeren, der dækkede industrisektoren, ikke længere arbejder i investeringsbanken.

Inden da lød anbefalingen "neutral" med et kursmål på 230 kr.

Fredag steg FLSmidth 3,0 pct. til 187,85 kr.

.\\˙ MarketWire