Aktier/åbning: Jyske trækker C25 op på køb af SHB's danske forretning
20/6 09:12
Jyske Bank er med sit opkøb af Handelsbankens danske aktiviteter mandag morgen løbet med opmærksomheden på det danske aktiemarked, hvor bankaktien belønnes efter længere tid med kursfald.
Mandag byder desuden på opjusteringer fra Tivoli og Norden, der for tredje gang i 2022 har løftet prognosen.
Det danske eliteindeks stiger kort efter åbning 0,9 pct. til 1537,95.
Fredag rundede C25-indekset ugen af med en stigning på 0,7 pct. til 1524,70. Samlet faldt eliteindekset dog 5,7 pct. i ugens løb, efter at flere centralbanker, heriblandt USA's Federal Reserve, hævede renterne for at få bugt med den stigende inflation.
JYSKE BANK KØBER SHB'S DANSKE AKTIVITETER
Jyske Bank har mandag morgen offentliggjort købet af Handelsbankens danske aktiviteter for et endnu ikke offentliggjort kontantbeløb plus en goodwill-betaling på 3,0 mia. kr.
Det oplyser banken fra Silkeborg i en meddelelse mandag morgen.
Opkøbet kommer efter længere tids forhandlinger, hvor et konsortium bestående af blandt andre Spar Nord og Vestjysk Bank også bejlede til de danske aktiviteter.
Det ventes gennemført i fjerde kvartal af 2022. Overgangen til datacentralen Bankdata ventes færdigt i 2023, mens de fulde synergier ved opkøbet ventes indfriet i 2024.
Opkøbet ventes øge resultat per aktie med cirka 10 pct. i 2024.
Sidste uge bekræftede Jyske Bank, at den var i dialog med Handelsbanken om et eventuelt opkøb.
Den nøjagtige købspris fremgår ikke af dagens meddelelse. Banken kommer dog ikke til at udstede nye aktier i forbindelse med opkøbet, lyder det. I stedet vil finansieringen ske gennem udstedelse af realkreditobligationer. Samtidig fremgår det, at Jyske Bank vil betale 3 mia. kr. i goodwill.
Det var forud for dagens meddelelse ifølge Jyllands-Posten Erhverv ventet, at de danske aktiviteter ville løbe op i cirka 8 mia. kr. Det er eksklusive omkostningerne forbundet med at flytte de nyopkøbte aktiviteter over til Bankdata.
Aktien stiger efter en forlænget åbningsauktion 8,9 pct. til 352 kr. Forud for dagens meddelelse var aktien faldet over 21 pct., siden der den 10. juni i markedet var en forventning om, at Jyske Bank gennem udstedelse af nye aktier ville købe den svenske banks danske aktiviteter.
NORDEN OPJUSTERER IGEN - IGEN
Norden har mandag morgen opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2022 som følge af forbedringer i begge sine forretningsenheder.
Rederiet ser nu en indtjening på 420-500 mio. dollar fra tidligere 340-420 mio. dollar, fremgår det af en meddelelse mandag morgen.
Det er tredje gang i år, at Norden har opjusteret sine forventninger. For knap en måned siden - den 18. maj - opjusterede rederiet som følge af ændrede handelsmønstre og regional volatilitet i raterne inden får både tank- og tørlastmarkedet.
Aktien stiger 4,9 pct. til 248,80 kr.
Også Tivoli har mandag opjusteret forventningerne til 2022 efter en særdeles god start på sommersæsonen, lyder det i en meddelelse til fondsbørsmeddelelsen.
Forlystelsesparken venter nu en omsætning på 1000 mio. kr. fra tidligere 860-950 mio. kr. Desuden ventes et overskud før skat på 25-50 mio. kr.
Tivoli-aktien øger efter kort tids handel 0,5 pct. til 818 kr.
UNIBREW KØBER COCKTAILPRODUCENT
Royal Unibrew har købt cocktailproducenten Nohrlund, som bryggerikoncernen har haft en majoritetspost i siden 2018. Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.
Opkøbet bekræftes af Søren Aamand, der er administrerende direktør i Nohrlund, på det sociale medie Linkedin.
I sit årsregnskab for 2021 skrev Royal Unibrew, at "ready to drink"-kategorien, som Nohrlund falder under, sammen med cider udgjorde en tiendedel af selskabets omsætning.
Det fremgår ikke, hvor meget bryggerikoncernen har betalt for Nohrlund. I 2020 landede det opkøbte selskab et overskud for året på 31 mio. kr.
Aktien stiger 0,5 pct. til 610,60 kr.
NORDEA TILBAGE I C25
Nordea får mandag come-back i det danske C25-indeks efter knap fire år uden for eliteindekset. Den nordiske bank erstatter Lundbeck og sker som konsekvens af børsens halvårlige gennemgang af de danske eliteaktier.
Lundbeck splittede i starten af juni sin aktie til en A- og B-aktie, der i sidste uge begge blev handlet i C25. Fremover vil handlen dog ske uden for eliteindekset.
Nordea falder 0,4 pct. til 65,50 kr.
FLSmidth har fået ophævet dækningen hos Credit Suisse, da analytikeren, der dækkede industrisektoren, ikke længere arbejder i investeringsbanken.
Inden da lød anbefalingen "neutral" med et kursmål på 230 kr.
FLSmidth-aktien stiger 0,5 pct. til 188,85 kr.
.\\˙ MarketWire
