NNIT/Danske Bank: Anbefaling løftes til "køb" kursmål til 120 kr. - NY
23/6 08:57
Aktien i NNIT er blevet noget mere attraktiv, efter at selskabet onsdag meddelte, at det har frasolgt den underskudsgivende forretningsenhed Hybrid Cloud Solutions og dele af Cloud & Digital Solutions til Agilitas Private Equity.
Det får Danske Bank til at hæve anbefalingen til "køb" fra hold" og kursmålet til 120 kr. fra 87 kr. Det fremgår af en analyse fra banken.
- NNIT har nu frasolgt sin infrastrukturforretning Hybrid Cloud Solutions for at fokusere på de voksende og rentable forretningsenheder Life Science Solutions og Cloud & Digital Solutions, skriver analytiker Poul Ernst Jessen.
- Handlen vil omdanne NNIT til et it-konsulentselskab med favorabel vækst og indtjeningsudsigter, lyder det videre.
NNIT meddelte onsdag, at selskabet havde frasolgt forretningsenheden Hybrid Cloud Solutions samt dele af Cloud & Digital Solutions-forretningsenheden til Agilitas Private Equity for 1500 mio. kr. målt på enterprise value.
Frasalget ventes at øge indtjeningen hos NNIT, eftersom Hybrid Cloud Solutions var underskudsgivende, skriver analytikeren.
- Når handlen lukkes, vil NNIT blive et it-konsulentselskab med en omsætning på 1,5 mia. kr. og potentielt tocifrede driftsmarginer.
Onsdag steg aktien 22,0 pct. til 74,90 kr. på børsen i København.
.\\˙ MarketWire