Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Ny fremgang sikrede ugeplus på 6,5 pct.

24/6 22:09

De amerikanske aktier steg igen fredag, den tredje plusdag ud af fire mulige i den afkortede handelsuge, og efter dybe kursfald de to foregående uger, endte markedet med en samlet stigning siden sidste fredag på mere end 5 pct.

Alle sektorer var fredag klædt i grønt med de cykliske sektorer i front, da fredagens nøgletal og udtalelser fra en af den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, direktører dæmpede frygten for recession.

Teknologiaktierne vandt imidlertid også frem efter de seneste dages rentefald, fordi recessionsfrygten dominerede.

Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund hele 3,1 pct., mens Dow Jones vandt 2,7 pct., og Nasdaq gik frem med 3,3 pct.

For hele ugen sluttede det med et plus til det brede marked på 6,5 pct., hvilket kom i kølvandet af sidste uges minus på 5,8 pct., det største ugefald i mere end to år, og en nedtur på 5,1 pct. ugen før det.

OVERDREVEN RECESSIONFRYGT

Aktierne havde vinden i ryggen fredag, da James Bullard, direktør i Feds distrikt i St. Louis, i en tale i Schweiz nedtonede risikoen for en recession i USA.

- Jeg tror faktisk, vil vil klare det fint. Det er lidt for tidligt at have denne debat om sandsynligheden for recession i USA, sagde James Bullard ifølge Bloomberg News.

St. Louis-chefen understregede desuden, at han foretrækker at frontlæsse Feds stramningscyklus med større renteløft i starten. Det kan betyde, at renten kunne toppe på et lavere niveau end ellers.

Handelen med rentefutures pegede da også på, at investorerne nu ser, at fed funds-renten vil slutte året i 3,39 pct. Så sent som i tirsdags var sandsynligheden for en rente i 3,60 pct.

- Der har været et ganske kraftfuldt skifte fra en meget aggressiv fortælling om renter og inflation til en ide om en økonomisk opbremsning, kommenterede Anita Tanna, chef for aktiesalg hos Barclays, over for Financial Times.

Den endelige opgørelse over forbrugertilliden for juni fra University of Michigan pegede samtidig på et lidt større fald end ventet til 50,0 fra 58,4 i maj.

- Det er klart, at den økonomiske aktivitet køler ned, hvilket også bør afkøle inflationen. Samlet er det ganske positivt, mener Luc Filip, investeringschef hos SYZ Private Banking, ifølge The Wall Street Journal.

VÆRDI I TOP

I S&P 500 steg værdisektorerne mest fredag, da markedet nedtoner recessionsfrygten. Råvarer og materialer toppede med et plus på 4,0 pct. Finansaktier og industri steg dog også henholdsvis 3,8 og 3,5 pct.

De teknologitunge sektorer vandt imidlertid også meget solidt frem med et plus til it på 3,6 pct., til cyklisk forbrug på 3,7 pct. og til kommunikationsservice på 3,9 pct.

Det var Microsoft, som trak mest op i markedet med et plus mandag på 3,4 pct., mens Apple også i it vandt 2,5 pct., ligesom chipkæmpen Nvidia gik frem med 5,6 pct.

I kommunikationsservice blev Alphabet løftet med 5,1 pct., mens Meta Platform, som fredag efter sin efterhånden lange nedtur blev indlemmet i Russells value-indeks på grund af sin nu lavere prissætning i forhold til den bogførte indre værdi, vandt 7,2 pct.

I Cyklisk forbrug sprang Tesla frem med 4,5 pct., mens Amazon steg 3,6 pct.

Bankaktierne var også i hopla. Torsdag aften kom det frem, at alle 34 Wall Street-banker har bestået Feds stresstest, og det giver grønt lys for udbyttebetalinger.

Det løftede især Wells Fargo, der efter en række skandaler er pålagt restriktioner på vækst i ind- og udlån, og som derfor vandt 7,6 pct. JPMorgan Chase, USA's største bank, steg dog også 3,0 pct.

SOLID PROGNOSE

På regnskabsfronten blev Fedex belønnet med et plus på 6,6 pct. efter sit regnskab for fjerde kvartal. Pakketransportkoncernens prognose for 2022/23-regnskabsåret om en indtjening per aktie på 22,50-24,50 dollar ligger nemlig selv i den lave ende af intervallet over analytikernes forventning på 22,36 dollar.

En endnu større højdespringer var Zendesk, som røg op 28,0 pct., da softwareselskabet er på vej til at blive overtaget af en investorgruppe for 9,5 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire