Lundbeck/Nordnet: Positive data bør give kurslettelse
27/6 07:30
Mandag kan meget vel blive en god dag på børsen for Lundbeck, efter at medicinalselskabet sammen med partneren Otsuka Pharmaceuticals har afleveret positive data fra et fase 3-studie med Brexpiprazol i behandling af agitation - eller vredesudbrud - hos Alzheimers-patienter.
Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
- Det har været meget småt med de positive nyheder fra Lundbeck de seneste fire år. Aktien er faldet mere end 60 pct. og har underperformet stort set alle benchmarks, skriver han i en kommentar.
- Investorerne er naturligvis blevet skuffede og har pakket aktien langt væk. Dagens meddelelse er den anden gode nyhed i år. Den første kom efter regnskabet for første kvartal, hvor Lundbeck overraskede positivt, og hvor en opjustering formentlig kun blev forpurret af nedlukningen i Kina. Forskningsresultaterne bør sende aktien i vejret, fortsætter han.
Lundbeck meddeler mandag, at selskabet sammen med Otsuka vil indsende registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), senere i år efter resultaterne.
Toplinjeresultaterne fra studiet viser, at patienterne behandlet med Brexpiprazol havde en statistisk signifikant større reduktion i agitation sammenlignet med placebo.
Brexpiprazol markedsføres allerede af Lundbeck til behandling af skizofreni og depression under navnet Rexulti.
Det er et af selskabets fire strategiske nøgleprodukter, og i første kvartal solgte Rexulti for 831 mio. kr. - en stigning fra 672 mio. kr. i den tilsvarende periode af 2021.
Lundbecks B-aktie steg fredag med 1,4 pct. til 34,04 kr.
.\\˙ MarketWire