USA/lukning: Faldt tilbage før vigtige inflationstal
12/7 22:07

De amerikanske aktier svingede flere gange henover nullet, men endte tirsdagen i ganske godt rødt, da investorerne især sidst i handelen trykkede på salgsknapperne.
Investorerne så frem mod onsdagens vigtige inflationstal, som kan blive lidt af en gyser, og regnskabssæsonens reelle start, når flere storbanker i denne uge lægger tal frem, desuden var fokus også på opbremsningen i væksten og frygten for en recession.
Tirsdag morgen viste tal da også, at de mindre amerikanske virksomheder har det mest pessimistiske syn på fremtiden i et årti.
Den gode nyhed i den forbindelse var, at olieprisen på grund af frygten for en recession faldt under 100 dollar per tønde, mens markedsrenterne også dykkede.
Det brede S&P 500 faldt 0,9 pct., men var på et tidspunkt også i plus med 0,5 pct. Dow Jones smed desuden 0,6 pct., og Nasdaq tabte 0,9 pct.
BLINKER RECESSION
Inflationen ligger på sit højeste siden 1981, der er aftagende vækst, og samtidig er den amerikanske centralbank i færd med sin kraftigste renteopstramning siden 1994, mens rentekurven er vendt rundt og blinker for recession forude.
- Der kommer en recession, men vi er der ikke endnu, siger Philip Saunders, investeringschef hos Ninety One, til The Wall Street Journal.
- Hovedtemaet er, at den finansielle likviditet trækker sig sammen.
I sin kamp mod inflationen har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, hidtil løftet sin rente tre gange i år. Senest med 0,75 pct.point, det største løft siden 1994, og samlet set med 1,50 pct.point. Desuden indikerede bankens ledelse på junimødet, at renten skal 175 basispoint højere op inden årets udgang.
- Vi har set forbrugeren blive klemt af højere leveomkostninger og af pengepolitikken, kommenterer Erin Brown, porteføljeforvalter hos Pimco, over for Financial Times.
DAGLIGVARER I FRONT
I S&P 500 klarede råvarer og materialer sig bedst med et fald på 0,2 pct., mens dagligvarer og industri var næstbedst med minusser til begge på 0,3 pct.
Vækstsektorerne med tung vægt af teknologi, cyklisk forbrug, kommunikationsservice og it, faldt derimod 0,5-1,3 pct.
I bund lå energisektoren dog med et fald på 2,0 pct., da olieprisen i USA bakkede med 8,2 pct. til 95,61 dollar per tønde.
PRES PÅ SOFTWARE
Blandt de store navne trak Apple og Microsoft hver sin vej i it med et plus til Apple på 0,7 pct., mens Microsoft smed 4,1 pct.
Årsagen til Microsofts store fald var bemærkninger fra topchef Bill McDermott i et andet softwareselskab, Servicenow, om at salgscyklussen i Europa tager længere tid, og at dollarens styrke vil ramme indtægterne fra udlandet.
Meldingen sænkede Servicenow markant, da aktien faldt 12,7 pct. og lagde sig nederst i S&P 500, ligesom Salesforce blev trukket ned med et minus på 4,6 pct.
I cyklisk forbrug satte Amazon sig igen med 2,3 pct., mens Tesla tabte 0,5 pct.
I kommunikationsservice, hvor Alphabet bakkede 1,4 pct., steg Twitter med 4,3 pct., efter mandagens fald på 11,3 pct., da Elon Musk sent fredag meldte ud, at han ville trække sig fra den planlagte overtagelse til 44 mia. dollar af det sociale medie. Twitters aktie ligger nu 38 pct. under budkursen.
FLØJ HØJT
På regnskabsfronten lagde Pepsico, som faldt 0,6 pct., tal frem, og de var bedre på både top og bund i andet kvartal, ligesom koncernens forventning til den organiske vækst for hele året på 10 pct. lå over konsensus på Wall Street på 8 pct.
Så var der markant mere luft under vingerne til American Airlines, som steg 10,0 pct. og toppede i S&P 500, da koncernen med foreløbige tal bekræftede sine forventninger om en fremgang i salget i andet kvartal på 12 pct. trods højere billetpriser. Konkurrenterne United Airlines og Delta Air Lines fulgte med og så fremgang på 6,2-8,1 pct.
Fitness-aktien peloton vandt uden for indekset også frem med 3,7 pct. Her var nyheden den, at det kriseramte selskab, der er i færd med at gennemføre store besparelser, vil outsource produktionen af sit træningsudstyr.
Tøjkoncernen GAP faldt omvendt 5,0 pct., da selskabet mandag aften fyrede sin topchef, da selskabets turnaround endnu ikke er lykkedes.
.\\˙ MarketWire