Aktier/middag: SAS i højere luftlag og pres på Tryg i famlende marked
13/7 11:41
Planer om nye forhandlinger mellem SAS og de strejkende piloter giver selskabet aktie en stjernerolle på aktiehimlen onsdag. Men opmærksomheden deles med Tryg, der er på retræte, efter at handlerne tirsdag trak forsikringsaktien op i C25 som reaktion på selskabets kvartalsregnskab.
Onsdag middag ligger Tryg-aktien i bunden af C25-indekset og bidrager dermed til det marginale fald i det vægelsindede indeks. C25 ligger på 1650,09 eller med et fald på 0,05 pct. i forhold til lukkeniveauet tirsdag.
Generelt er aktiemarkedet onsdag præget af afventende handel frem mod offentliggørelsen af amerikanske inflationstal onsdag eftermiddag.
- Det er en lidt blandet dag og også meget afventende frem mod de her inflationstal, vi får fra USA senere i dag. Der er ikke rigtigt det helt store, der rører på sig, og der er heller ikke nogen decideret trend i noget som helst, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.
Den amerikanske inflation tiltrækker sig stor interesse som mulig markør for, hvor aggressivt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil stramme pengepolitikken på sit kommende rentemøde.
Der er tale om data for juni, og markedet venter ifølge Bloomberg, at inflationen er steget til 8,8 pct. fra 8,6 pct. i maj.
- Federal Reserve har et rentemøde 27. juli, og dagens tal er ligesom det sidste input rent inflationsmæssigt op til selve rentemødet. Så hvis tallene viser, at inflationen stadigvæk er ude af kontrol, så kan det måske opmuntre nogle Fed-medlemmer til, at der skal strammes endnu mere, end der er lagt op til, siger Lars Hytting.
Derudover er det ikke så meget på tapetet, som handlerne kan tage bestik af onsdag.
- Der er ikke rigtigt det helt store, der rører på sig, og der er heller ikke nogen decideret trend i noget som helst, bemærker Lars Hytting
TRYG TRÆKKES BAGLÆNS
Efter fremlæggelsen af kvartalsregnskabet tirsdag morgen og det efterfølgende kursløft har Tryg har fået en række nye kursmål og en ændret anbefaling.
Citigroup, der nu har en "neutral" anbefaling af aktien mod tidligere "køb". Og kursmålet er skåret til 175 kr. fra 189,50 kr., fremgår det af Bloomberg.
Danske Bank hæver til 195 kr. fra tidligere 190 kr., mens Berenberg løfter til 185 kr. fra tidligere 180 kr., skriver Reuters. DNB har løftet til 194 kr. fra tidligere 190 kr., fremgår det af Bloomberg.
Forsikringsselskabets regnskab viste et stærkt forsikringsresultat, men også et stort negativt investeringsresultat.
Det er første kvartal, hvor de store tilkøbte forretninger Trygg-Hansa og Codan Norge er inkluderet i alle regnskabslinjer i stedet for alene med deres overskud i investeringsresultat.
På bundlinjen kunne Tryg præsentere et overskud på 430 mio. kr., hvor forventningerne hos analytikerne var 370 mio. kr.
Onsdag fragår der desuden udbytte på 1,56 kr. per aktie.
Aktien taber 1,7 pct. eller 2,85 kr. til 162,55 kr. bunden af C25.
Forsikringskollegaen Topdanmark har også fået ændret kursmål, og det er Citigroup, der sænker til 346,80 kr. fra før 387,70 kr.
Anbefalingen er uændret "neutral". Det fremgår af Bloomberg News.
Topdanmark kommer med sit regnskab for andet kvartal fredag, og onsdag falder aktien 0,6 pct. til 366,60 kr.
NOVO FÅR HØJERE KURSMÅL
Kursmålet for aktien i Novo Nordisk blev tirsdag efter løftet til 975 kr. fra førhen 935 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Keyur Parekh. Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på godt 20 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag i 810 kr.
Goldman Sachs har haft en købsanbefaling af aktien i Novo Nordisk siden januar 2011, da kursen på aktien lå i 124,40 kr.
Men aktien falder 1,0 pct. til 8051,50kr. tæt på bunden af eliteindekset, hvor Danske Bank uden selskabsspecifikt nyt ligger nederst med et fald på 1,8 pct. til 97,80 kr.
ROCKWOOL I TOPPEN
Isoleringsfabrikanten Rockwool får sænket sit kursmål hos det amerikanske finanshus Morgan Stanley til 1730 kr. mod tidligere 2485 kr. med en fastholdt anbefaling på "undervægt".
Det fremgår af Bloomberg News.
Men aktien stiger 1,5 pct. til 1642 kr.
I øvrigt sammen med den "grønne kollega" Vestas, der løftes 1,3 pct. til 177,88 kr., mens det tredje medlem af det grønne trekløver, Ørsted, taber 1,1 pct. til 821,10 kr.
SAS OG PILOTER GENOPTAGER FORHANDLINGER
Onsdag er også dagen, hvor SAS og piloterne igen sætter sig ved forhandlingsbordet i et forsøg på at lande en ny overenskomstaftale. Siden sidste uge har piloterne været i strejke, fordi det ikke er lykkedes for parterne er nået til enighed.
Det har store økonomiske konsekvenser for SAS og sker på et kritisk tidspunkt midt i højsæsonen for ferierejser. Mandag valgte SAS at række ud til piloterne for at genoptage forhandlingerne.
SAS-aktien stiger mest af alle aktier med 16,3 pct. til 0,4701 kr.
.\\˙ MarketWire