Obligationer/tendens: Uændret rente i vente på nøgletals-stille mandag
18/7 07:00
Der er lagt op til stort set uændrede renter fra åbningen af det danske obligationsmarked mandag, hvor fraværet af væsentlige nøgletal og sommerferiesæsonen vil lægge en dæmper på aktiviteten.
Den internationale udvikling og især de amerikanske renter har ligget næsten stille siden fredag eftermiddag, og mandag morgen er T-bondmarkedet i Tokyo lukket for en lokal helligdag.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation bakkede en smule i fredagens handel. Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 4 basispoint til 2,92 pct.
Det er så godt som samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede fredag.
- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked vil åbne med tendens til stort set uændrede renter, skriver cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank i et notat mandag morgen.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i 1,43 pct. Det var 7 basispoint mindre end ved lukketid torsdag eftermiddag.
NÆSTEN TOM KALENDER
Der er endog meget stille, når det gælder statistiske offentliggørelser mandag.
Kun et enkelt nøgletal i form af det amerikanske NAHB-boligindeks kan det blive til, så i mangel af andet, bliver det den generelle stemning på de finansielle markeder, der kommer til at bestemme retningen på obligationsmarkedet.
Ifølge cheføkonom Søren Kristensen kan obligationsinvestorerne dog blive påvirket af udviklingen på råvaremarkederne.
.\\˙ MarketWire.
