Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarian Nordic opjusterer efter nye ordrer på koppevaccine - NY2

18/7 12:47

Medicinalselskabet Bavarian Nordic stryger til vejrs i C25 med 6,6 pct. til 248,60 kr., efter atselskabet mandag opjusterer forventningerne igen-igen på baggrund af nye ordrer på selskabets vaccine mod kopper.

Der er tale om flere leveringsaftaler af varieret størrelse indgået med unavngivne lande, og leverancerne begynder med øjeblikkelig virkning, fremgår det.

- Vilkårene i aftalerne er ikke nærmere oplyst, men disse kontrakter vil, tilsammen med øvrige kontrakter, der er på vej til at blive indgået, have en væsentlig positiv indvirkning på selskabets forventninger til det økonomiske resultat for 2022, skriver Bavarian.

Det betyder, at selskabet opjusterer forventningerne til omsætningen i 2022 til 2700-2900 mio. kr. fra 2300-2500 mio. kr. Og forventningerne til driftsunderskuddet på EBITDA-niveau opjusteres til 100-300 mio. kr. fra 400-600 mio. kr.

Imens ses selskabets likvider ved årets udgang ende på 1700 mio. kr. mod tidligere 1700-1900 mio. kr.

Aftalerne er ifølge Bavarian indgået for at sikre tilstrækkelige forsyninger til at imødekomme landenes behov for vaccination af personer, der er i risikogruppen for at blive smittet med abekopper på kort til mellemlang sigt.

- Vaccinen er godkendt til brug mod abekopper af den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) samt den canadiske lægemiddelstyrelse (Health Canada) som den eneste vaccine, der har opnået regulatorisk godkendelse mod denne sygdom noget sted i verden, bemærker Bavarian.

Derudover fortsætter selskabet dialogen med forskellige lande om et længerevarende samarbejde om at opbygge lagre af vaccine til et fremtidigt beredskab.

Det er femte gang på to måneder, at selskabet opjusterer forventningerne i anledning af nye aftaler om koppevaccine.

Før stimen af opjusteringerne ventede Bavarian i slutningen af maj en omsætning på 1100-1400 mio. kr. og et driftsunderskud på 1000-1200 mio. kr.

- Det igangværende udbrud af abekopper kræver fortsat en hurtig og koordineret indsats fra sundhedsmyndighederne, og vi er glade for at kunne hjælpe såvel nye som eksisterende lande i Europa, Asien, Mellemøsten og Amerika med vaccineleverancer, mens vi fortsætter dialogen med andre regeringer om at få vacciner klar så hurtigt som muligt til at afhjælpe situationen, siger topchef i Paul Chaplin i Bavarian Nordic.

19 maj, da det første gang for alvor begyndte rykke på sig med abekopper også i Europa, og Bavarian kunne meddele, at selskabet havde underskrevet en vaccinekontrakt med et ikke oplyst europæisk land, kostede en Bavarian-aktie 183 kr.

.\\˙ MarketWire