Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Vendte minus til solidt plus - Tesla i overhalingsbanen

21/7 22:07

De amerikanske aktier endte torsdag ganske solidt i plus trods en negativ start, men især Tesla, Apple og et par selskaber i sundhed trak markedet tilbage i grønt.

Investorerne tyggede på en række vigtige nyheder. Før det amerikanske markeds åbning kom en overraskende stor renteforhøjelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB, på 50 basispoint, og fra Rusland var meldingen, at gassen nu igen strømmer gennem Nord Stream 1 til det europæiske marked.

Efter markedets åbning meddelte Det Hvide Hus, at præsident Joe Biden er testet positiv med covid-19, og den nyhed sendte først aktierne yderligere i minus.

Det brede S&P 500-indeks steg alligevel torsdag 1,0 pct. til 3999,10 indekspoint, men det var på et tidspunkt i minus med 0,8 pct. Torsdag var den tredje positive dag i træk for indekset.

Nasdaq gik imidlertid endnu mere op med et plus på 1,4 pct., mens Dow Jones steg mere moderate 0,5 pct.

De amerikanske renter faldt også tilbage torsdag, og den tiårige statsrente dykkede igen under 3,00 pct., ligesom olieprisen trak sig.

- Efter et par stærke handelssessioner er det ikke overraskende at se nogen konsolidering, da markederne stadig ikke er overbeviste om, at vi har set bunden, siger Esty Dwek, direktør i Flowbank, til Bloomberg News.

- Vi har også fået enkelte kommentarer i regnskaberne, som har pustet til recessionsfrygten, men overordnet har de vist, at forbrugerne holder niveauet for nu, og det ser ud til, at stemningen begynder at blive forbedret.

TESLA GASSEDE OP

I S&P 500 vandt cyklisk forbrug mest med 2,3 pct., trukket af Teslas regnskabsbelønning, mens sundhed var nummer to med et plus på 1,5 pct., og it vandt 1,4 pct. på tredjepladsen.

I den anden ende havde energiaktierne det svært og tabte 1,7 pct., da olieprisen bakkede 5,8 pct., mens kommunikationsservice mistede 0,2 pct. efter et svagt regnskab fra AT&T.

At cyklisk forbrug holdt sig i top skyldtes først og fremmest, at elbilproducenten Teslas aktie vandt frem med 9,8 pct. Torsdagens største stigning i S&P 500.

Selskabet overraskede onsdag aften markedet med sit regnskab for andet kvartal, der demonstrerede en bedre end ventet indtjening trods produktionsstoppet på selskabets fabrik i Shanghai i april, da Kina genindførte coronanedlukninger i storbyen.

Det betød ganske vist et fald i salget sammenlignet med første kvartal, men med 16,93 mia. dollar var der stadig en årsfremgang på 41 pct. og en bedre end frygtet udvikling.

Tesla, som har leveret 564.000 biler i årets første seks måneder, holdt samtidig fast i forventningen om årlig gennemsnitlig produktionsvækst på 50 pct. over en "flerårig tidshorisont", og der var ingen korrektion af topchef Elon Musks tidligere udtalelse om, at koncernen i år vil producere mere end 1,5 mio. elbiler.

Blandt de øvrige megacap-navne steg Amazon, som også hører til i cyklisk forbrug, også 1,5 pct., mens Apple og Microsoft i it gik frem med 1,5 og 1,0 pct.

DÅRLIGE BETALERE

I kommunikationsservice havde mobilselskaberne det derimod svært. Her faldt AT&T og Verizon, nummer et og nummer to i USA, med henholdsvis 7,6 og 2,9 pct.

AT&T's minus var det største i 20 år, ifølge Bloomberg News, og skyldtes, at selskabets pengestrøm er ramt af manglende betaling fra kundernes side. AT&T regner derfor nu med en fri pengestrøm i år på 14 mia. dollar mod førhen 16 mia. dollar.

Der var i det hele taget fuld tryk på regnskaberne, som rev og flåede i aktiekurserne torsdag.

På vindersiden var tobakskæmpen Philip Morris, der steg med 4,2 pct., ligesom medicoselskabet Danaher blev løftet 9,1 pct., da omsætning og indtjening i andet kvartal var bedre end ventet.

Blandt taberne var derimod United Airlines, der sænkede sit vækstmål for 2023, og som mistede 10,2 pct. Luftfartsselskabet har simpelthen ikke mandskab nok til at opfylde det tidligere mål om en kapacitet 20 pct. over 2019-niveauet til næste år.

En tilsvarende melding kom fra American Airlines, som smed 7,4 pct.

Udover det faldt krydstogtkæmpen Carnival med hele 11,2 pct., da selskabet onsdag aften udnyttede fire dages kursfremgang på samlet 27 pct. til at sælge nye aktier for 1 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire