Asien: Bedste uge i månedsvis i sigte
22/7 06:32
De asiatiske aktiemarkeder er på vej til at kunne bogføre en af de bedste uger i flere måneder fredag, hvor investorerne omend forsigtigt læner sig op ad gårsdagens stigninger på Wall Street.
- Stemningen blandt investorer er generelt høj, efter at Wall Street gik frem i løbet af natten, boostet af stærk indtjening fra de toneangivende virksomheder som Tesla. Men der lurer mange usikre faktorer i horisonten, som gør handelen lidt tung i toppen, vurderer Okasan Online Securities i Tokyo ifølge AFP.
MSCI's bredeste indeks for Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder marginalt, men indekset er stadig på kurs mod den bedste uge i omkring to måneder.
De amerikanske aktieindeksfutures indikerer samtidig minusser i de tre store aktieindeks på 0,1-0,7 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
Kurssfaldet indikeres størst i Nasdaq-indekset og skyldes fornyet uro omkring de store techselskabers annonceindtægter efter et ringe regnskab fra Snap efter børstid i New York.
De japanske investorer har vendt tidlige tab og venter nu på friske økonomiske indikationer fra udlandet.
- Investorer afventer nu udgivelsen af indkøbschefernes indeksdata i Europa og USA senere fredag, der kan ændre tonen i markedet og skabe en stemning, hvor investorer ikke længere kan juble over stigende aktier på faldende amerikanske renter, skriver Okasan Online Securities.
Nikkei 225-indekset stiger 0,3 pct. og Topix-indekset øger 0,2 pct.
Også de kinesiske investorer er vendt rundt til det let negative. Shanghai Composite falder 0,3 pct., og CSI 300 viger 0,1 pct.
Modsat fastholder investorerne i Hongkong de positive tendenser med det yderste af neglene. Hang Seng-indekset stiger 0,1 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,3 |
| Topix | +0,2 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,1 |
| China Shanghai Composite | -0,3 |
| China CSI 300 | -0,2 |
| Taiwan Taiex | +0,1 |
| Sydkoreas Kospi | -0,3 |
| Indiens BSE Sensex | n/a |
| Singapores STI | +0,8 |
| Sydney ASX 200 | +0,2 |
Indeksværdi klokken 5.15.
.\\˙ MarketWire
