Obligationer/tendens: Mindre rentefald i kølvandet af udlandet i vente
22/7 07:09
Der er lagt op til mindre rentefald fra åbningen af det danske obligationsmarked torsdag, hvor fald i de internationale renter - især de amerikanske - ventes at sætte retningen for udviklingen på det ferieramte og dermed volumenfattige danske marked.
De amerikanske renter dykkede markant torsdag, hvor den tiårige statsrente faldt med hele 15 basispoint til 2,88 pct.
Fredag morgen forrentes den tiårige T-bond med 2,89 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er 3 point under niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.
- Vi forventer, at de danske obligationsmarkeder vil åbne med tendens til rentefald, skriver cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank i et notat fredag morgen.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte torsdag på 1,50 pct. Det svarer til et fald 3 basispoint i forhold til onsdag.
Dagen byder på et hav af økonomiske nøgletal, hvor indkøbschefernes aktuelle opfattelse af situationen er altdominerende faktor.
Fra Tyskland kommer foreløbige PMI for industri, service og composite, som er den samlet udviklingsindikator.
Samme sæt data kommer fra eurozonen, og også fra USA er der PMI-indeks for alle tre grupperinger.
- Gårsdagens erfaringer viser tydeligt, at investorerne sidder på nåle i forhold til dårlige nyheder omkring amerikansk økonomi. Derfor kan de amerikanske PMI-indeks i eftermiddag også flytte renterne, vurderer Søren Kristensen.
Tidligere på dagen viste de japanske PMI data fortsat ekspansion, men væksttakten var tydeligt for nedadgående.
.\\˙ MarketWire.
