Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Grøn åbning vendt til fald - plusser til vaccineselskaber

25/7 15:40

De amerikanske aktiehandlere sendte i de første få handler de ledende indeks op - men efter fem minutters handel var billedet vendt til rødt.

Mandag falder det brede S&P 500-indeks 0,2 pct., Nasdaq mister 0,3 pct., og Dow Jones ligger 0,1 pct. lavere i de første handler. Dermed fortsætter fredagens retning, hvor S&P 500-indekset faldt 0,9 pct., Nasdaq smed 1,9 pct., og Dow Jones droppede i rødt med 0,4 pct.

Investorerne har for alvor vendt blikket mod den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som ventes at sætte renten op endnu en gang med 75 basispoint. Det forventes at ske på onsdag efter et todages rentemøde i banken.

Men også selskaber som Alphabet, Apple, Amazon, Meta, Microsoft og Intel får opmærksomhed, da det bliver en uge, hvor der er fuld skrue på den amerikanske regnskabssæson.

- Vi ser stadig yderligere downside for risikable aktiver, efterhånden som frygten for recessionen akkumuleres, og centralbankerne fortsat er nødt til at bekæmpe inflationen på bekostning af vækst, siger Eric Robertsen, chefstrateg hos Standard Chartered Bank, til Bloomberg News.

På onsdag vil finansmarkederne tørste efter nyt om, hvad Federal Reserve vil komme til at gøre fremadrettet for at bekæmpe den høje inflation.

VACCINESELSKABER STIGER PÅ ABEKOPPENYT

På vaccinefronten ligger en række selskaber til plusser, efter Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i weekenden erklærede udbruddet af abekopper for en international sundhedskrise, hvilket er organisationens højeste alarmniveau.

Meldingen hiver selskaber, der gør sig indenfor antivirale midler og vacciner, op.

Siga Technologies, der har fået de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse af selskabets flydende koppemedicin Tpoxx, stiger med så meget som 15,6 pct., Tonix Pharma, der er ved at udvikle en vaccine mod både abekopper og kopper, øger 6,7 pct., og Chimerix, der efter at have solgt sin koppebehandling til Emergent Biosolutions og derfor modtager royalties, ligger 17,4 pct. højere. Emergent stiger 4,0 pct.

GULDPRODUCENT FALMER

Newmont falder 4,2 pct., efter at guldproducenten har skuffet med salget, driftsindtjeningen og udgifterne i andet kvartal.

Den Denver-baserede guldproducents justerede indtjening per aktie er næsten halveret til 46 cent fra 83 cent, hvor analytikerne ventede 65 cent.

For 2022 sænker Newmont forventningerne til den samlede guldproduktion til 5,9 mio. ounce fra tidligere ventet 6,1 mio. ounce, mens de samlede omkostninger per ounce nu ventes at lande på 1150 dollar mod tidligere ventet 1050 dollar sammenlignet med analytikerkonsensus på 1111 dollar.

SNAP FORTSAT I RØDT

Et skuffende regnskab gravede fredag Snap ned i kulkælderen med et kursfald på massive 39,1 pct. til 9,96 dollar.

Mandag falder Snap, der står bag det sociale medie Snapchat, med 1,2 pct. til 9,86 dollar.

Regnskabet fra selskabet torsdag efter lukketid var til den svage side, for trods flere daglige brugere skuffede omsætningen.

I andet kvartal lød den på 1,11 mia. dollar mod ventede 1,14 mia. dollar, fordi annonceindtægterne per bruger var lavere end konsensus. Og det bliver set som et tegn på, at annoncørerne nu holder igen.

De to annoncemastodonter Alphabet og Meta Platforms siger med henholdsvis 1,7 pct. og 0,3 pct.

VERIZON TRAK STIKKET

Det største amerikanske mobilselskab, Verizon, krydrede fredagen med en nedjustering efter årets første seks måneder, og aktien blev sendt ned med et minus på 6,7 pct.

Mandag falder aktien 0,6 pct.

BITCOIN KOSTER TESLA DYRT

I en helt anden boldgade har Tesla måttet nedskrive 170 mio. dollar, eller over 1,2 mia. kr., på sine beholdninger af bitcoin i første halvår.

Det fremgår af en børsmeddelelse, rapporterer Bloomberg News.

Tesla oplyser desuden, at selskabet realiserede gevinster på visse konverteringer af bitcoin til klassiske valutaer, på 64 mio. dollar.

Meldingen kommer, efter at Tesla annoncerede regnskab for andet kvartal onsdag i sidste uge.

Ifølge Bloomberg indeholder mandagens meddelelse også nyt om investeringerne i år og de kommende to år. I hvert af årene 2022, 2023 og 2024 venter bilproducenten investeringer på 6-8 mia. dollar.

Tesla-aktien falder mandag 0,9 pct. i de første handler.

.\\˙ MarketWire