USA/åbning: Walmart falder til bunds i rødt marked efter nedjustering
26/7 15:38
Regnskaberne er væltet ind over investorerne omkring Wall Street tirsdag, hvor der i sandhed har været nok at se til omkring de finansielle markeder i USA.
Tirsdag er nemlig også dagen, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indleder sit to dage lange rentemøde, der forventeligt afsluttes onsdag aften med endnu en stor renteforhøjelse.
Før afgørelsen onsdag er der dog masser af mere selskabsspecifikke nyheder at fokusere på, hvor blandt andet McDonald's, General Electric, Coca-Cola, 3M, UPS og General Motors har sat tal på andet kvartal.
Det sker i et generelt let negativt marked, hvor de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, falder med 0,3-0,7 pct. fra start.
Helt galt går det for supermarkedskæden Walmart efter en nedjustering sent mandag.
Juli har ellers indtil nu samlet set været den klart bedste måned for aktierne i 2022, der dog også må siges at have været et sandt rædselsår.
COCA-COLA OPJUSTERER EFTER GODT KVARTAL
For Coca-Cola var andet kvartal stærkt, og derfor hæver selskabet i sit regnskab for perioden forventningerne til hele året.
I april, maj og juni hentede læskedrikskæmpen en justeret indtjening per aktie på 0,70 dollar mod ventet 0,67 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Coca-Cola havde i kvartalet en organisk vækst på 16 pct. mod ventet 8,2 pct. blandt analytikerne.
- Resultaterne reflekterer de skridt, vi har taget for at skabe vækst i en situation med udfordringer både driftsmæssigt og makroøkonomisk, siger James Quincey, der er topchef i Coca-Cola, i regnskabet.
Det får selskabet til at løfte forventningerne til året, så der nu ventes omsætningsvækst på 12-13 pct. mod tidligere ventet 7-8 pct. Analytikere havde forud for regnskabet forventet 10,3 pct., viser estimater fra Bloomberg News.
Aktien stiger med 1,0 pct. til 62,81 dollar i den tidlige handel.
Fremgang er der også til industrikonglomeratet General Electric, der løftes med 2,3 pct. til 69,90 dollar fra start.
Selskabet slog forventningerne i markedet med sine tal for andet kvartal, hvor det blev til en justeret indtjening per aktie på 0,78 dollar mod ventet 0,37 dollar blandt analytikerne.
Til gengæld gav vindmølleaktiviteterne igen et kæmpe underskud - på over 3 mia. kr.
3M I VEJRET EFTER FRASALG OG TRODS NEDJUSTERING
Hos 3M, der er bedst kendt for de små gule post it-huskesedler, ser prognosen for hele året ikke længere helt så lys ud.
Forventningerne til året lyder nu på en indtjening per aktie i niveauet 7,32-7,82 dollar fra tidligere ventet 9,89-10,39 dollar.
Der ventes desuden en organisk salgsvækst på 1,5-3,5 pct. fra tidligere ventet 2-5 pct.
I andet kvartal har selskabet ellers tjent lidt flere penge end ventet, da indtjeningen per aktie endte på 2,48 dollar mod et estimat på 2,44 dollar.
Men det synes at blive positivt modtaget i markedet, at 3M vil sælge sin sundhedsforretning, der laver blandt andet plastre, kontaktlinser og blodtryksmålere.
Aktien stiger i hvert fald med 7,1 pct. til 143,70 dollar.
UPS FALDER TRODS PÆNT KVARTAL
Pakkeselskabet United Parcel Service (UPS) falder omvendt med 4,2 pct. til 180 dollar fra start.
Selskabet slog ellers forventningerne i markedet i andet kvartal ved at vise en omsætning på 24,8 mia. dollar.
Det er 5,7 pct. højere end i samme kvartal et år før og højere end analytikernes estimat på 24,6 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie landede på 3,29 dollar mod ventet 3,15 dollar.
McDonald's havde i andet kvartal en lidt sløjere omsætning og indtjening end ventet blandt analytikerne, mens den justerede indtjening var lidt bedre end ventet.
Aktien falder med 0,1 pct. til 250,08 dollar.
Bilproducenten General Motors falder 3,5 pct. til 33,33 dollar, efter at selskabets regnskab for andet kvartal viste en justeret indtjening per aktie på 1,14 dollar mod ventet 1,31 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
WALMART RAMMES AF NEDJUSTERING
Efter børslukketid mandag nedjusterede supermarkedsgiganten Walmart sine forventninger til hele 2022.
Og det gør ondt på en række selskaber i sektoren tirsdag.
Walmart selv falder med 8,1 pct. til 121,39 dollar og trækker andre detailselskaber som konkurrenten Target, e-handelsgiganten Amazon.com og Etsy med sig i faldet.
Target bakker med 3,8 pct., Amazon taber 3,8 pct., og Etsy falder 5,8 pct.
.\\˙ MarketWire
