Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Efter fald tirsdag er der stigninger i vente onsdag

27/7 14:12

Efter en sur tirsdag for de amerikanske aktier ligger der stigninger og venter, når handelen med aktierne åbner onsdag. Slutresultatet vil dog afhænge af rentemeldinger og ord på pressemødet efter rentemeldingen fra den amerikanske centralbank onsdag aften dansk tid.

Det brede S&P 500-indeks faldt tirsdag 1,2 pct., og Nasdaq smed 1,9 pct., mens Dow Jones bakkede mere 0,7 pct.

Onsdag små to timer før åbningen peger futures på stigninger på mellem 0,5 og 1,3 pct.

Størst er stigningerne i det teknologidominerede Nasdaq-indeks, hvilket skyldes pæne melding fra Alphabet og Microsoft.

ALPHABET RYKKER FREM

Alphabets aktie stiger 3,6 pct. til 109,20 dollar i formarkedet onsdag, da koncernen trods bekymringer i markedet omkring annonceindtægterne næsten levede op til forventningerne hos analytikerne i tirsdagens regnskab efter børstid.

Koncernens overskud per aktie faldt i andet kvartal fra 1,36 til 1,21 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 1,32 dollar.

Omsætningen justeret for trafikkøb fra andre sites blev på 57,47 mia. dollar mod ventede 58,03 mia. dollar. Bruttoomsætningen var samtidig 13 pct. højere i 69,69 mia. dollar, mens 70,00 mia. dollar ventet.

MICROSOFT KLATRER OP EFTER REGNSKAB

Aktien i Microsoft stiger 3,3 pct. til 260,25 dollar. Investorerne bider mærke i en "sund" vækst i salget på Microsofts Azure-platform, selv om væksten her bremsede op til 40 pct.

- Kerneerhvervsforretningen klarede sig anstændigt med stærke kommercielle bestillinger og sund vækst i Azure, og det er det, investorerne vil bekymre sig om i sidste ende, lyder kommentaren fra finanshuset Vital Knowledge, ifølge Bloomberg News.

Softwarekoncernen oplevede i perioden ganske vist en stigning i omsætningen på 12 pct. til 51,87 mia. dollar, men det var mod ventede 52,45 mia. dollar.

Udviklingen på toplinjen blev tempereret af den stærke dollar, som reducerede omsætningen, når internationale indtægter regnes rundt med 595 mio. dollar. Udover det betød coronanedlukningerne i Kina færre indtægter på 300 mio. dollar, ligesom et fald i annonceindtægterne betød en tilbagegang på 100 mio. dollar.

TECH OG INTERNETAKTIER I GOD FORM

Meldingerne fra de to tech-giganter smitter af på andre teknologiaktier. Apple stiger 0,7 pct. til 152,72 dollar, Amazon øger med 1,4 pct. 116,40 dollar, og Nvidia lægger 2,1 pct. højere i 168,72 dollar i formarkedet.

Texas Instruments' aktie stiger 2,3 pct. til 164,55 dollar, efter at selskabet tirsdag efter børstid leverede regnskab. Investorerne tager godt imod en optimistisk prognose for tredje kvartal.

Chipproducenten regner med en omsætning i det igangværende tredje kvartal på 4,9-5,3 mia. dollar, og midtpunktet af det interval i 5,10 mia. dollar ligger over analytikernes bud på 4,94 mia. dollar.

Prognosen for overskuddet per aktie på 2,23-2,51 dollar har desuden et midtpunkt, som er 5 pct. over konsensus på 2,26 dollar.

Koncernen oplevede samtidig i sit andet kvartal en fremgang i omsætningen på 14 pct. til 5,21 mia. dollar mod ventede 4,55 mia. dollar, mens resultatet per aktie blev på 2,45 dollar, sammenlignet med 2,05 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 2,12 dollar, ifølge Bloomberg News.

Udviklingen i andet kvartal skal ses i lyset af, at Texas Instruments tilbage i april faktisk nedjusterede sine salgsforventninger til 4,2-4,8 mia. dollar på grund af covid-19-nedlukningerne i Kina, mens indtjeningen per aktie blev spået til 1,84-2,26 dollar.

Efter børstid kommer der tal fra Meta, moderselskabet for Facebook, der stiger 2,1 pct. i formarkedet onsdag, og Qualcomm, der stiger 1,0 pct.

.\\˙ MarketWire