USA/åbning: Røde indeks starter august - Siga og Boeing stiger
1/8 15:38
Vaccineselskabet Siga Technologies henter noget af det tabte fredag i de første handler mandag. Også Boeing flyver højere i den indledende handel.
Investorerne holder dog den første handelsdag i august ud i strakt arm, da der kommer tal for både PMI og ISM umiddelbart efter åbningen af handlen mandag, hvilket kan ende med at trykke humøret i bund.
I de første handler falder S&P 500-indekset 0,8 pct., Nasdaq falder med 0,9 pct., og Dow Jones ligger underdrejet med et fald på 0,5 pct.
Tidligere mandag er der kommet PMI-tal fra Kina for juli, som viste et fald, og de tilsvarende fra henholdsvis Tyskland og Eurozonen landede under indeks 50, hvilket indikerer tilbagegang. Og begge tal har pustet til bekymringer om recessionen.
- USA er ikke i en "egentlig recession" - endnu," siger Gilles Moec, cheføkonom hos AXA Investment, til Reuters.
- Arbejdsmarkedet er nøglen, og den amerikanske centralbank vil gerne se klare tegn på opbremsning i lønningerne, før de sænker paraderne, vurderer han.
S&P 500 og Nasdaq gik ud af juli med den største månedlige procentvise stigning siden juli 2020 på ryggen af stærkere end ventede resultater for andet kvartal og på håb om, at Federal Reserve ikke behøver at være så aggressiv med renteforhøjelser, som nogle havde frygtet.
Regnskabssæsonen har dog vist, at selskaberne har været langt mere robuste i andet kvartal end ventet. Ud af de 279 S&P 500-virksomheder, der er kommet med regnskaber indtil videre, har 77,8 pct. af dem toppet overskudsestimaterne ifølge Refinitiv-data, skriver Reuters.
På selskabsniveau genvinder den amerikanske Bavarian Nordic-konkurrent Siga Technologies noget af det tabte, efter aktien faldt 22,3 pct. fredag. Det markante fald kom, efter at FDA for nuværende har vendt tommelfingeren ned til selskabets flydende koppemedicin Tpoxx.
Aktien stiger 7,9 pct. i de første handler.
BOEING FLYVER HØJERE PÅ DREAMLINERE
Flyproducenten Boeing ligger 4,6 pct. højere på nyheden om, at de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, har godkendt producentens inspektions- og modifikationsplan for at genoptage leverancer af 787 Dreamliners, skriver Reuters.
Goldman Sachs har tidligere vurderet, at en genoptagelse af 787-leverancerne vil fjerne en betydelig skygge over aktien ved at åbne for den pengestrøm, som er bundet til lageropbygningen af flyene.
Investeringsbanken har tidligere vurderet, at der ligger 6 mia. dollar i mulige forudbetalinger klar, når FAA igen giver grønt lys for leveringen.
AMAZON DYKKER
Amazon kunne fredag efter et positivt regnskab lægge sig solidt i toppen af det brede S&P 500-indeks.
Tech-giganten steg 10,4 pct. I juli steg aktien 27 pct. - den største månedlige stigning siden oktober 2009.
Forud for regnskabet frygtede markedet, at inflationspres og svækket købelyst hos forbrugerne ville tynge regnskabet.
Mandag går aktien med et fald på 0,6 pct.
APPLES SALG OVERRASKEDE POSITIVT
Også Apple overgik analytikernes forventninger til salget, der gik frem mod en ventet tilbagegang.
Aktien gik frem med 3,3 pct. Mandag er retningen vendt 180 grader, og Apple falder 0,6 pct. i de første handler
Apples salg steg ellers 3 pct. til 40,7 mia. dollar i det seneste kvartal, mens analytikere havde frygtet en salgsnedgang til 38,9 mia. dollar.
I fjerde kvartal venter Apple en vækst på over 2 pct.
ENERGISEKTOR I TOP
På sektorbasis var der fredag størst fremgang til de amerikanske energiselskaber, efter at olie- og gasgiganterne Exxon og Chevron viste rekordstærk fremgang i andet kvartal.
Exxon næsten firedoblede indtjeningen til 4,14 dollar per aktie, og Chevron leverede et justeret overskud per aktie på 5,82 dollar - begge over konsensus.
Det blev til plusser på henholdsvis 4,7 og 8,6 pct.
I de første handler mandag falder Exxon 3,1 pct., mens Chevron stiger 8,9 pct.
.\\˙ MarketWire
