Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Dyk i producentpriser giver vending fra rødt til grønt

1/8 18:06

De amerikanske aktier er ud på handelsdagen mandag vendt rundt efter en ellers entydigt negativ start.

Efter godt to en halv times handel stiger det brede S&P 500-indeks med 0,1 pct., det teknologitunge Nasdaq løftes mest - med 0,5 pct. - og Dow Jones-indekset stiger med 0,2 pct.

Det sker, efter at alle tre startede med fald på mellem 0,5 pct. og 0,9 pct.

En del af forklaringen kan måske findes i de ISM-tal for industrien, der er blevet offentliggjort først på dagen amerikansk tid.

De viste blandt andet et fald i underindekset for materialer brugt i produktion til 60,0 fra 78,5 i juni. Det er det største fald i den del af indekset siden 2010.

Det var samtidig også langt under økonomernes forventninger om et fald til 74,3 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det kan indikere, at prispresset for produktionsvirksomhederne er ved at aftage.

Dermed ser Wall Street nu ud til at styre mod en positiv start på august, efter at juli blev den med afstand bedste aktiemåned i et ellers svært 2022 - og faktisk den bedste måned siden efteråret 2020.

ARBEJDSMARKEDET HAR AFGØRENDE BETYDNING

Det skete, selv om et nøgletal i sidste uge viste, at den amerikanske økonomi teknisk set er i recession med to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst.

Der er dog stadig et stykke vej til decideret recession, lyder det fra flere økonomer, og i denne uge kommer en uhyre vigtig indikation på den reelle tilstand - nemlig den officielle arbejdsmarkedsrapport for juli.

- USA er ikke i en "egentlig recession" - endnu, siger Gilles Moec, der er cheføkonom hos AXA Investment, til nyhedsbureauet Reuters.

- Arbejdsmarkedet er nøglen, og den amerikanske centralbank vil gerne se klare tegn på opbremsning i lønningerne, før den sænker paraderne, vurderer han.

I sidste uge løftede Federal Reserve, som centralbanken i USA hedder, igen sin ledende rente med 75 basispoint for at få bugt med den kraftige inflation.

BAVARIAN-RIVAL FORLÆNGER NEDTUREN

Selskabsspecifikt er der opmærksomhed til Bavarian Nordic-konkurrenten Siga Technologies, som fredag blev sendt til tælling, da de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), bad om flere data til at undersøge effektiviteten af koppemidlet Tpoxx.

Det sendte Siga Technologies ned med 22,3 pct., og trods en positiv start mandag falder aktien ud på handelsdagen med 0,9 pct. til 17,04 dollar.

BOEING FLYVER HØJERE PÅ DREAMLINERE

Flyproducenten Boeing er omvendt i positivt terræn og stiger med 7,5 pct. til 171,25 dollar.

Det sker efter nyheden om, at de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, har godkendt producentens inspektions- og modifikationsplan for at genoptage leverancer af 787 Dreamliners, skriver Reuters.

Goldman Sachs har tidligere vurderet, at en genoptagelse af 787-leverancerne vil fjerne en betydelig skygge over aktien ved at åbne for de pengestrømme, som er bundet til lageropbygningen af flyene.

Investeringsbanken har tidligere vurderet, at der ligger 6 mia. dollar i mulige forudbetalinger klar, når FAA igen giver grønt lys for leveringerne.

APPLE OG AMAZON IGEN I GRØNT

Med til at vende stemningen mandag er det også, at aktien i teknologikæmpen Apple er vendt fra et indledende fald til en stigning.

iPhone-producenten steg fredag med 3,3 pct. efter et stærkt regnskab torsdag aften, men i mandagens tidlige handel blev toppen taget af den stigning.

Siden er udviklingen dog vendt, og Apple stiger ud på handelsdagen med 0,5 pct. til 163,24 dollar.

Også e-handelsgiganten Amazon er i fremdrift med en stigning på 2,7 pct. til 138,65 dollar - ligeledes efter et fald i den tidlige handel.

Amazon steg fredag med 10,4 pct. efter overbevisende regnskabstakter torsdag aften, og dermed gik aktien i juli frem med samlet set 27 pct., hvilket var den største månedlige stigning siden oktober 2009.

.\\˙ MarketWire