Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Fokus på Mærsk-opjustering i ellers negativt marked

2/8 08:33

Der er lagt op til en negativ start på tirsdagens handel på det danske aktiemarked, trods en massiv opjustering fra A.P. Møller-Mærsk inden koncernregnskabet for andet kvartal rammer markedet i morgen, onsdag.

Samtidig kan flere danske selskaber kan se frem til nyt fra udenlandske konkurrenter. Og her er Siemens Gamesa først til mølle med et skuffende regnskab, der kan påvirke Vestas negativt.

Indikationerne fra udlandet peger entydigt nedad og de ikkeferierende investorer vil sandsynligvis holde sig i ro inden ugens regnskaber fra A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk rammer markedet onsdag og torsdag.

Det amerikanske S&P 500-indeks faldt mandag 0,3 pct., og en pæn del af minusset opstod, efter at det danske marked havde lukket bøgerne mandag eftermiddag.

De asiatiske aktiemarkeder er tirsdag malet med dybrøde farver, og de store amerikanske indeksfutures dykker også omend ikke i samme grad som i Østen.

De amerikanske indeks står til at åbne med fald på 0,4 pct. i New York senere på dagen. Og den tyske DAX-future indikerer en negativ åbning på børsen i Frankfurt med tab på 0,6 pct.

Det danske C25-indeks sluttede mandag med at falde med 0,2 pct. til 1766,32, efter at have penduleret frem og tilbage mellem minus og plus det meste af dagen.

VESTAS KAN SE MOD KONKURRENT-REGNSKAB

Investorerne i Vestas må konstatere, at den spansk-tyske vindmøllekoncern Siemens Gamesa fortsat skuffer. Koncernens driftsmargin kan ikke leve op til analytikernes estimater, og indtjeningsevnen er helt i kulkælderen for den kriseramte vindmøllekoncern.

Den underliggende driftsmargin i det forskudte tredje kvartal er minus 14,1 pct., hvor analytikerne havde ventet minus på 8,95 pct.

Salget var på linje med konsensus, men forventningerne bliver justeret til et fald på 9 pct. fra tidligere ventet et fald på 2-9 pct.

Vestas lukkede mandag med et fald på 1,9 pct. til 185,96 kr.

OPJUSTERING FRA MÆRSK FØR TID

Ugens to regnskaber fra børsmastodonterne A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk har været omgæret af potentiale for opjusteringer i forbindelse med bestyrelsesmøder inden selve regnskaberne fremlægger henholdsvis onsdag og torsdag.

Og det er netop tilfældet for A.P. Møller-Mærsk, der tirsdag morgen har opjusteret estimatet for årets driftsresultat til 31 mia. dollar fra 24 mia. dollar.

Mærsk sluttede mandagens handel i 19.760 kr. og Novo Nordisk lukkede i 847,10 kr. efter fald på 0,2 pct. og 0,8 pct. Der er for begges vedkommende tale om deres B-aktier.

Mærsk Drilling kan skæve til de amerikanske borerigselskaber Transocean og Valaris, der begge kom bedre ud af andet kvartal end ventet blandt analytikerne.

Valaris omsætning steg over analytikerkonsensus og også driftsindtjeningen overraskede positivt. Samme billede tegner sig i Transocean med mere gang i omsætningen end ventet.

På bundlinjen tabte Transocean ganske vist 10 cent per aktie, men det var bedre end frygtet af analytikerkorpset.

Mærsk Drilling tabte 3,7 pct. af markedsværdien mandag, hvor aktien lukkede i 332,80 kr.

Bryggerikoncernen Royal Unibrew har fået reduceret kursmålet en anelse af Nordea. Målet lyder nu på 775 kr. mod hidtil 800 kr.

Den positive anbefaling "køb" fastholdes, og med en slutkurs mandag på 620 kr. er der fortsat pænt potentiale. Aktien steg 0,1 pct.

Investorerne i såvel Chr. Hansen som Novozymes kan se frem mod nyt fra både konkurrenter og samarbejdspartnere. Det er hollandske DSM og amerikanske Dupont der tirsdag offentliggør regnskab for første halvår.

Novozymes har et samarbejde med DSM om enzymer til foderindustrien, mens amerikanske Dupont, der i sin tid købte Danisco af børsen, er blandt både Novozymes' og Chr. Hansens største konkurrenter.

Chr. Hansen faldt 0,2 pct. til 474,90 kr, og Novozymes droppede 0,4 pct. til 462,50 kr. mandag.

Også FLSmidth kommer til at skæve vestover i forbindelse med den amerikanske producent af entreprenørmaskiner Caterpillars regnskab.

Selvom Caterpillar ikke er en direkte konkurrent, er meldingerne i regnskabet alligevel interessant, da Caterpiller ligesom FLSmidth er leverandør af materiel til mineindustrien.

FLSmidth sluttede mandag i 19720 kr. efter et fald på 0,9 pct.

.\\˙ MarketWire