Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Uber og Pinterest går mod strømmen i tynget marked

2/8 15:49

Frygten for en dybere diplomatisk kløft mellem USA og Kina har tirsdag sat sig i de amerikanske aktieindeks ved åbningen, da formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, ventes at lande i Taiwan i løbet af dagen.

Besøget huer ikke Kina, der mener, at Taiwan hører under kinesisk styre.

Det brede S&P 500-indeks og Nasdaq-indekset falder hver 0,4 pct., mens Dow Jones dykker 0,6 pct. efter kort tids handel.

Mandag var der også små indeksfald på programmet i USA på månedens første dag, efter at blandt andet det brede S&P 500-indeks gik ud af juli med den største fremgang siden november 2020.

Sideløbende med de geopolitiske spændinger ruller den amerikanske regnskabssæson fortsat.

CATERPILLAR TABER HØJDE EFTER REGNSKAB

Herfra er der tirsdag nyt til danske FLSmidth i form af regnskabet for andet kvartal fra Caterpillar.

Caterpillar, der ligesom FLSmidth sælger udstyr til minesektoren, skuffede en smule på toplinjen, men præsterede til gengæld lidt over forventning med sin indtjening.

Selskabet var i andet kvartal understøttet af prisjusteringer og højere salgsvolumener.

Det samlede salg landede i andet kvartal på 14,25 mia. dollar mod ventet 14,37 mia. dollar. Til gengæld øgede indtjeningen i divisionen Resource Industries, der producerer mineudstyr, 2 pct. til 355 mio. dollar som følge af positiv effekt fra prisjusteringerne.

Aktien falder kort tid efter åbningen med 4,6 pct.

Også Dupont de Nemours har fremlagt regnskabstal for et bedre end ventet andet kvartal.

Salget øgede 9 pct. til 3,32 mia. dollar mod analytikerkonsensus på 3,25 mia. dollar.

Kemikalie- og industrikoncernen har samtidig sat tal på forventningerne til tredje kvartal, der lyder på 3,17-3,27 mia. dollar og en justeret indtjening per aktie på cirka 81 cent. Begge var under analytikernes forventning på henholdsvis 3,39 mia. dollar og 90 cent.

Dertil venter Dupont i 2022 nu et salg på 13,0-13,4 mia. dollar fra før 17,4-17,8 mia. dollar, mens forventningerne til driften er sænket til 3,25-3,35 mia. dollar fra 4,3-4,5 mia. dollar.

Nedjusteringen skyldes dog primært manglende bidrag fra den frasolgte division Biomaterials samt mindre valutamodvind.

Dupont-aktien bakker med 1,0 pct.

UBER RULLER DERUDAF

Samkørselstjenesten Uber overraskede omvendt entydigt positivt i andet kvartal, og tredje kvartal peger også til at lande over analytikernes forventninger.

Uber kører frem med 11,7 pct. til 27,47 dollar fra start.

Omsætningen mere end fordoblede i kvartalet til 8,07 mia. dollar fra 3,93 mia. dollar, hvor analytikerne ventede 7,39 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Bruttobookingerne steg 33 pct. til 29,08 mia. dollar mod ventet 28,8 mia. dollar.

Den justerede EBITDA-indtjening viste et bedre end ventet overskud på 364 mio. dollar fra et underskud på 509 mio. dollar.

Forventningerne til udviklingen i det igangværende tredje kvartal er også positiv læsning, idet Uber venter at nå en justeret driftsindtjening målt på EBITDA på 440-470 mio. dollar mod ventet 391,6 mio. dollar.

PLUS TIL PINTEREST EFTER AKTIVISTROS

Det sociale medie Pinterest overraskede positivt på antallet af månedlige brugere i andet kvartal.

Efter regnskabet udsendte den aktivistiske investor Elliott Investment Management en meddelelse, hvor selskabets strategi roses. Elliott har på den baggrund købt ind i selskabet, hvor den nu er hovedaktionær.

Tallene i kvartalet var blandet læsning med blandt andet et skuffende driftsoverskud.

Til gengæld øgede det månedlige antal brugere til 433 mio. i perioden, hvor der var ventet 429,1 mio. brugere.

Aktien vinder 16,2 pct. efter kort tids handel.

Også Transocean brager frem fra åbningen, efter at selskabet leverede et bedre end ventet regnskab efter børslukning mandag. Omsætningen landede på 692 mio. dollar mod ventet 663,6 mio. dollar.

Til gengæld var der på bundlinjen et tab på 10 cent per aktie - dog bedre end frygtede minus 14 cent per aktie.

Dertil har borerigselskabet sikret en toårig forlængelse af sine kreditfaciliteter.

.\\˙ MarketWire