Tirsdagens aktier: Mærsk førte an i lyserødt C25 presset af geopolitik
2/8 17:06
A.P. Møller-Mærsk navigerede sikkert gennem både store og små fald i det danske C25-indeks tirsdag, efter at den danske rederi- og logistikkoncern leverede en ventet, men pæn, opjustering af forventningerne.
Det danske C25-indeks faldt i sidste ende 0,1 pct. til 1764,80 efter en kortlevet tur i plus.
Med til at præge stemningen tirsdag var et besøg af Nancy Pelosi, formand i Repræsentanternes Hus, i Taiwan. Visittet har skabt røre i Kina, hvorfra der varsles, at man ikke vil se passivt til.
- Der er stadig stor usikkerhed om Pelosi og de geopolitiske spændinger, det kan give. Der er ingen tvivl om, at det er det, der påvirker, og som sendte aktierne ned i formiddag, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingschef i Sydbank, til MarketWire.
Netop afsluttede juli var samtidig en positiv måned for det danske eliteindeks, hvorfor der ifølge Danske Banks chefhandler, Mads Zink, også kan være tale om noget gevinsthjemtagning.
OPJUSTERING FRA MÆRSK
Mærsk løftede tirsdag endelig sine forventninger til 2022, som det var ventet i markedet, inden koncernen onsdag fremlægger sit samlede regnskab for andet kvartal.
Prognosen for årets driftsresultat (EBIT) blev således hævet til 31 mia. dollar fra tidligere 24 mia. dollar, mens forventningerne til EBITDA blev løftet til omkring 37 mia. dollar fra tidligere ventet 30 mia. dollar.
Mærsk offentliggjorde forud for onsdagens endelige regnskab også enkelte tal for andet kvartal.
Her havde Mærsk en omsætning på 21,7 mia. dollar og en underliggende EBITDA-indtjening på 10,3 mia. dollar samt en underliggende EBIT-indtjening på 8,9 mia. dollar. Analytikerne ventede en omsætning på 20,03 mia. dollar og et EBITDA på 8,8 mia. dollar.
Selv om opjusteringen var ventet af markedet, var den noget større end ventet, siger Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen til MarketWire.
Mærsks B-aktie steg tirsdag 2,1 pct. til 20.170 kr.
VINDEN VENDTE FOR VESTAS
Vindmølleproducenten Vestas vendte i løbet af handlen tirsdag fra en plads i bunden til en placering i plus. Aktiekursfaldet var udløst af en nedjustering fra konkurrenten Siemens Gamesa, der skuffede i sit regnskab.
Koncernens driftsmargin kunne ikke leve op til analytikernes estimater, og indtjeningsevnen er helt i kulkælderen for den kriseramte vindmøllekoncern.
Ifølge Sydbanks Vestas-analytiker, Jacob Pedersen, er det aldrig godt, når en konkurrent nedjusterer, men i en Vestas-kontekst ser han det som positivt, at de nye dårligdomme er relateret til selskabspecifikke problemer.
Vestas-aktien gik frem med 1,1 pct. til 188,02 kr.
DRILLING I PLUS EFTER NYT FRA USA
Maersk Drilling fik efter dansk børslukning mandag nyt fra den modsatte side af Atlanten, hvor borerigselskaberne Transocean og Valaris leverede bedre end ventede regnskaber for andet kvartal.
Valaris' omsætning steg over analytikerkonsensus, og også driftsindtjeningen overraskede positivt. Samme billede tegner sig i Transocean med mere gang i omsætningen end ventet.
På bundlinjen tabte Transocean ganske vist 10 cent per aktie, men det var bedre end frygtet af analytikerkorpset.
Maersk Drilling gik frem med 6,4 pct. til 354,20 kr.
Bryggerikoncernen Royal Unibrew har fået skåret kursmålet en anelse af Nordea. Målet lyder nu på 775 kr. mod tidligere 800 kr.
Anbefalingen "køb" er fastholdt. Aktien faldt 1,8 pct. til 609 kr.
.\\˙ MarketWire
