Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Novo prügelknabe efter tal - Bavarian og Mærsk steg

3/8 17:09

I bunden af det danske eliteindeks, der faldt onsdag, endte Novo Nordisk efter utidigt regnskab for andet kvartal, der indeholdt en opjustering men skuffede på enkelte områder - blandt salget på af Wegovy.

Mærsk sejlede til tops blandt de danske C25-aktier, efter at have afgivet det endelige regnskab for andet kvartal og holdt telekonference. I kølvandet af Mærsk sejlede Bavarian Nordic i rekordfarvand.

Det danske C25-indeks endte onsdag med et fald på 1,2 pct. i 1743,04.

NOVO NORDISK I DYBT FALD

Indekstunge Novo Nordisk endte helt i bunden af indekset, efter at have leveret regnskab for andet kvartal onsdag lige inden lukketid. Tallene for andet kvartal var på bundlinjen lavere end ventet, mens driften var bedre end ventet i kvartalet. Omsætningen skuffede analytikerne marginalt.

Novo Nordisk opjusterede forventningerne til 2022 målt i lokal valuta. Også forventningerne i kroner blev løftet markant på grund af valutamedvind.

Der var dog skuffelser. Blandt dem salget af vægttabsmidlet Wegovy, der blev lanceret i USA i juni sidste år, der solgte for 1181 mio. kr. mod estimeret 1453 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater fra Novo selv.

- Wegovy skuffer en smule målt på salget i andet kvartal. Dertil kommer den her melding om, at det nu er forventningen, at Wegovy bliver tilgængelig i alle dosisstyrker i USA mod slutningen af året, siger analytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, til MarketWire.

Tidligere havde Novo kommunikeret, at det ventede med at møde den fulde efterspørgsel i løbet af andet halvår, og den nye vurdering kan altså have skuffet dele af markedet.

Aktien endte med et massivt fald på 9,4 pct. i 771,20 kr. efter at have været nede med mere end 10 pct. på et tidspunkt.

MÆRSK FREMLAGDE FULDT REGNSKAB

Mærsks B-aktie steg 5,5 pct. til 21.270 kr. efter en stigning tirsdag på 2,1 pct. i kølvandet af selskabets opjustering tirsdag. Broderparten af stigningen skete under og efter rederiets telekonference.

- Det kom frem på telekonferencen, at rederiet venter, at tredje kvartal bliver ligeså stærkt som andet kvartal. Dermed skal der ikke så høj indtjening i slutningen af året for at nå selskabets opjusterede forventning, oplyser afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til MarketWire.

Der var efter tirsdagens opjustering fra rederiet ikke så meget overraskende i selve regnskabet.

Rederigiganten fortsatte helt som ventet med at løfte sin indtjening ganske markant i andet kvartal, hvor nettooverskuddet endte på godt 63 mia. kr. Det svarer til, at selskabet har tjent 28,9 mio. kr. i timen hver eneste dag gennem april, maj og juni.

For hele 2022 fastholdtes de forventninger, som Mærsk tirsdag opjusterede. Dermed sigtes der uændret mod et driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på omkring 37 mia. dollar.

I forbindelse med regnskabet onsdag løftede Mærsk sit aktietilbagekøbsprogram med 500 mio. dollar om året, så der nu sigtes efter et tilbagekøb på 3 mia. dollar om året i perioden 2022-2025.

BAVARIAN FIK KURSMÅLSLØFT OG ORDRE

Bavarian Nordic folk onsdag et skulderklap fra Nordea, og en koppeordre fra et land i Stillehavsområdet til levering i 2023.

Aktien bankede i rekord for anden gang i denne uge. I mandags steg aktien 10 pct. til knap 396 kr. og satte rekord. Aktien blev sat tilbage igen tirsdag, men endte onsdag i lukkerekorden 401,70 kr. efter en stigning på 4,1 pct.

Nordea løftede kursmålet på aktien til 470 kr. fra 400 kr. og gentog anbefalingen "køb". Dermed ser bankens analytiker et potentiale på omkring 18 pct.

ANALYTIKERJUSTERINGER TIL FLERE

Medicokoncernen Coloplast fik sænket kursmålet af Handelsbanken, der nu ser et treårigt kursmål på 1100 kr. fra 1200 kr., mens holdanbefalingen gentages.

Coloplast faldt 0,6 pct. til 846,6 kr.

Pandora har fået sænket kursmålet af ABG. Det lyder nu på 900 kr. mod tidligere 1000 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien steg 2,1 pct. til 526 kr.

SEB har set på Carlsberg og sat kursmålet ned til 1140 kr. fra 1175 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Bryggeriaktien faldt 0,8 pct. til 954,40 kr.

It-koncernen Netcompany har fået sænket kursmålet til 545 kr. fra 600 kr. af Morgan Stanley. Anbefalingen af aktien er fortsat "overvægt".

Det til trods steg aktien i Netcompany med 1,9 pct. til 403,20 kr.

.\\˙ MarketWire