USA/åbning: Festlig start efter lavere inflationstal end ventet
10/8 15:44
Det blev til en festlig start på den amerikanske aktiehandel onsdag, efter at de med spænding imødesete amerikanske inflationstal for juli faldt mere end ventet.
Onsdag ved åbningen stiger det teknologitunge Nasdaq-indeks 2 pct. efter et fald på 1,2 pct. tirsdag. Det brede S&P 500-indeks stiger 1,6 pct. efter et fald på 0,4 pct. tirsdag, mens Dow Jones-indekset stiger 1,4 pct. efter tirsdagens fald på 0,2 pct.
De amerikanske forbrugerpriser steg med 8,5 pct. i juli i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge et Bloomberg-estimat ventet en stigning på 8,7 pct. Niveauet måneden før var på 9,1 pct.
Kigger man på kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg de 5,9 pct. i juli i forhold til et år forinden. På månedsbasis steg kerneforbrugerpriserne med 0,3 pct.
Analytikerne havde ventet stigninger på henholdsvis 6,1 pct. og 0,5 pct. i kerneforbrugerpriserne.
WENDYS
Blandt dagens regnskaber var der tal fra den amerikanske fastfoodkæde Wendy's, som har over 6500 restauranter fordelt ud på 29 lande. Andet kvartal var pænt og forventningerne til hele året blev opjusteret.
For hele året venter kæden nu en indtjening per aktie på mellem 84 og 88 cent, hvor den før så 82 til 86 cent. Til sammenligning lå analytikernes estimat for onsdagens regnskab på 83 cent, skriver Bloomberg News.
Aktien er efter knap ti minutters handel i formarkedet faldet 1,9 pct. til 20,70 dollar.
COINBASE
Coinbase leverede tirsdag et tab på 1,1 mia. dollar og en lavere end ventet omsætning i andet kvartal, idet kryptobørsen er ramt af de faldende priser på kryptovalutaer.
Det sender onsdag aktien op med 1,1 pct. til 88,69 dollar efter at have ligget nede med 10 pct. i formarkedshandelen.
Omsætningen dykkede 64 pct. i andet kvartal til 808,3 mio. dollar, hvor analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News lød på 854,8 mio. dollar.
Det justerede driftsresultat målt på EBITDA overraskede derimod positivt ved at nå minus 151 mio. dollar mod et ventet underskud på 187,2 mio. dollar.
TESLA
Verdens rigeste person, Elon Musk, har onsdag solgt Tesla-aktier for 6,9 mia. dollar, som skal bruges til at købe Twitter, hvis han taber den retssag, det sociale medie har kørende mod ham.
Han blev efterfølgende spurgt af sine følgere på det sociale medie, om han vil købe aktierne tilbage, hvis han ikke bliver tvunget ud i at skulle købe Twitter, og til det svarede han i et tweet "Ja", skriver Bloomberg News.
Tesla stiger 3,9 pct. til 882,29 dollar.
WYNN
Wynn Resorts falder 2,2 pct. til 64,50 dollar, efter at den amerikanske kasinooperatør skuffede med omsætningen fra driften, driftsindtjeningen samt belægningen i Macao, der har været ramt af covid-19-relaterede rejserestriktioner.
Omsætningen fra driften er landet på 908,8 mio. dollar, hvor analytikerne ventede 968,8 mio. dollar. Her overrasker udviklingen i Las Vegas positivt ved at stige 58 pct. til 561,1 mio. dollar mod ventet 504,2 mio. dollar.
Den justerede ejendoms-EBITDA-indtjening faldt 13 pct. til 179,2 mio. dollar sammenlignet med analytikerkonsensus på 210,3 mio. dollar.
Her skuffer blandt andet udviklingen i Macao, hvor det blev til et tab på 50 mio. dollar, hvor analytikerne ventede et tab på 6 mio. dollar.
Belægningen i Hotel Macau skuffer ved at dykke til 31,3 pct. fra 68 pct., hvor analytikerne havde sat næsen op efter 54 pct.
ROBLOX
Roblox falder 3,4 pct. til 46,11 dollar. Den amerikanske spiludvikler skuffede med bookinger og driftsindtjening i andet kvartal, oplyste den onsdag.
Bookingerne faldt 3,8 pct. i andet kvartal til 639,9 mio. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 657,2 mio. dollar.
Den justerede driftsindtjening målt på EBITDA dykkede 70 pct. til 54,6 mio. dollar, hvilket også skuffer i forhold til analytikerkonsensus på 71,1 mio. dollar.
.\\˙ MarketWire
