Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Stigninger forduftede - men god dag for Walt Disney - NY

12/8 06:32

Det amerikanske aktiemarked havde torsdag kurs mod anden dag i træk med pæne stigninger, men i de sidste timers handel faldt aktierne imidlertid tilbage.

Det skete i takt med stigende renter på obligationsmarkedet, hvor den tiårige rente i løbet af dagen bevægede sig op i 2,88 pct. mod 2,72 pct. først på dagen.

Ved lukketid i New York var det brede S&P 500-indeks faldet 0,1 pct. til 4207,34, efter at det tidligere på dagen havde ligget i et plus på 1,1 pct. Onsdag steg indekset 2,1 pct. efter et fald i inflationen i USA i juli.

Fredag morgen retter markedet sig en anelse, Futures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct. i de tre aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.

Der kom torsdag i øvrigt også tal for udviklingen i de amerikanske producentpriser, som også kunne tyde på, at inflationen i USA måske har toppet.

Det kan betyde et mere afdæmpet tempo i de kommende renteforhøjelser, hvilket aktiemarkedet reagerede positivt på onsdag - og indledningsvist altså også torsdag.

- Renterne skal stadig op, selv om markedet på meget kort sigt reagerer positivt. Inflationen er en smule mere moderat, men den er ikke forsvundet som et problem endnu, siger investeringschef Chuck Lieberman fra Advisors Capital Management til Reuters.

DOW JONES I SPINKELT PLUS

Godt hjulpet af en pæn kursstigning til Walt Disney holdt Dow Jones sig akkurat i plus med en stigning på 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset faldt 0,6 pct., efter at indekset onsdag var højdespringer med en stigning på 2,9 pct.

I S&P 500 steg 5 ud af 11 undersektorer, og energi toppede med et plus på 3,2 pct. efterfulgt af finans med en stigning på 1,0 pct. Sundhedssektoren trak derimod ned med et fald på 0,7 pct.

Walt Disney var i vælten efter et flot regnskab for tredje kvartal 2022/23, hvor et af de store lyspunkter var udviklingen i streamingtjenesten Disney+.

I alt var der 152,1 mio. abonnenter på tjenesten ved udgangen af tredje kvartal, hvilket var en enorm stigning på 14,4 mio. fra forrige kvartal, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet samlet 148,4 mio. kunder i butikken.

Aktien steg 4,8 pct.

Detailkæde Dillard's havde også en god dag på børsen, hvor aktien bragede i vejret med 17,9 pct. efter selskabets regnskab for andet kvartal.

Omsætningen var lidt højere end ventet, og indtjeningen landede markant højre end ventet.

Aktierne i detailkæderne Macy's, Nordstrom og Kohl's steg i øvrigt henholdsvis 6,7 pct., 5,0 pct. og 4,1 pct. - muligvis påvirket af de opløftende tal fra Dillard's.

DATINGAPP FALDT

Dating-app-selskabet Bumble faldt derimod 8,6 pct., efter at selskabet i sit regnskab for andet kvartal sænkede forventningerne til omsætningen for hele året.

Endnu værre gik det dog for aktien i højtalerproducenten Sonos, der faldt med 25 pct. efter sit regnskab for tredje kvartal 2021/22.

Her nedjusterede selskabet forventningerne til både omsætning og indtjening.

Der blev også solgt godt ud af aktierne i Six Flags Entertainment efter skuffende tal for udviklingen i andet kvartal. Aktien faldt 18,2 pct.

Mediekoncernen New York Times skød derimod i vejret med 10,6 pct. efter nyheden om, at det San Francisco-baserede investeringsselskab ValueAct Capital Management har købt 7 pct. af aktierne i selskabet.

ValueAct er kendt som en aktivistisk investor, som har for vane at købe op i firmaer for at få gennemtrumfet ændringer i den strategiske kurs for at få værdier frem i lyset - og altså aktiekursen til at stige.

Investeringsfirmaet oplyser i et brev til investorer torsdag ifølge Bloomberg News, at det vurderer, at den nuværende værdisætning af New York Times ikke afspejler selskabets langsigtede vækstudsigter i næsten hvilket som helst økonomisk miljø, og at ledelsen har flere forskellige muligheder for at modvirke de makroøkonomiske modvinde, som industrien står over for.

.\\˙ MarketWire