Aktier/middag: Pandora og Demant trækkes i sølet efter regnskaber
16/8 11:36
Tommelen bliver vendt nedad over for Pandora og Demants regnskaber tirsdag middag, hvor Jyske Bank modsat lyser op efter en oppræcisering af sine forventninger til helåret.
Også DFDS er regnskabsaktuel og kan fortælle, at ni ud ti passagerer nu er vendt tilbage oven på en tung tid under corona.
C25-indekset ligger ved 11.20-tiden 0,3 pct. lavere i 1744,58.
Imens er udsvingene nemmere at få øje på blandt eliteaktierne.
I bunden falder Demant 8 pct. til 251,10 kr. efter en nedjustering.
Inden regnskabet blev leveret, var der også kommet nedjusterings-nyt fra den schweiziske konkurrent, Sonova. Og de skuffende meldinger fra sektoren lægger også pres på GN, der falder 4,9 pct. til 242,40 kr.
- Det lover ikke godt for GN. Vi er i forvejen spændt på Audio, og det er vi nu også i forhold til Hearing. Det begynder at ligne en nedjustering fra GN på torsdag, siger senioraktiehandler i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire.
PANDORA RAMT AF NEDGANG I USA
For Pandora indeholder halvårsregnskabet uændrede forventninger til halvåret, men aktien falder ikke desto mindre 6,5 pct. til 499,40 kr.
- Pandora har en negativ organisk vækst på 12 pct. i USA. Det er noget af det, tror jeg, der trækker aktien ned, siger Martin Munk.
Blandt bankerne lyser Jyske Bank op efter et markant bedre andet kvartal end ventet blandt analytikerne. En væsentlig årsag er en markant tilbageførsel af nedskrivninger. Det positive bidrag fra posten i andet kvartal er massive 192 mio. kr. mod ventet 37 mio. kr. På bundlinjen tjente Jyske Bank 840 mio. kr. mod estimeret 655 mio. kr.
Bank-aktien stiger 8,8 pct. til 405,90 kr, og fremgangen smitter også af på de øvrige pengeinstitutter. Danske Bank går frem med 2,7 pct. til 104,05 kr., og Nordea ligger 1,8 pct. højere i 73,49 kr. Desuden stiger Sydbank 3 pct. til 227,40 kr.
BAVARIAN NORDIC
For Bavarian har formiddagen budt på en kursgevinst på 4,9 pct. til 357,20 kr.
Ifølge Børsen har USA netop øget sit loft for kontrakter med den danske biotekvirksomhed med 1 mia. dollar fra godt 871 mio. dollar, til nu lige under 1,9 mia. dollar. Det fremgår af memorandum fra det amerikanske sundhedsministerium.
Forhøjelsen har ifølge Bavarians IR-direktør, Rolf Sass Sørensen, været nødvendig, da loftet var nået med det beløb, der tidligere var afsat.
Med løftet er der nu mulighed for nye ordrer fra USA.
DFDS SEJLER FREM OG OPJUSTERER PÅ VÆKST
For DFDS viste regnskabet tirsdag morgen fremgang over hele linjen. Desuden opjusterede rederiet forventningerne til toplinjen, mens prognosen for driftsresultatet fastholdes.
Rederiet stiger 6,6 pct. til 299 kr.
.\\˙ MarketWire
