Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mærsk, Demant og Bavarian er bundprop i rødt marked

26/8 11:12

Bavarian Nordic og A.P. Møller-Mærsk er drattet til bunds i det danske eliteindeks fredag middag, hvor Bavarian er presset af konkurrentnyt, mens Mærsk kan notere sig faldende rater.

Samlet falder C25-indekset fredag middag 1 pct. til 1709,58 efter en marginal stigning ved åbning. Torsdag steg indekset 0,7 pct.

- Vi havde en uventet god dag i går, og så har vi en lidt uventet dårlig dag i dag. Det er den sædvanlige dans, vi er ude i, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.

- Danske aktier er også ramt af pæne fald til Bavarian og Mærsk, som er presset af konkurrentnyt fra Pfizer, mens det for Mærsk er raterne og udsigt til recession, siger han videre.

Dagens helt store begivenhed er eftermiddagens længe ventede tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, ved centralbankernes symposium i byen Jackson Hole i USA.

- Det er et tydeligt forsigtigt og nervøst marked, inden Powell holder den længe ventede tale i eftermiddag, siger Lars Hytting.

Tidligere har Federal Reserve brugt konferencen til at kommunikere vigtige budskaber omkring pengepolitikken til markederne, bemærker Nordea i en kommentar.

- Vi forventer, at Fed-chefen vil bruge anledningen til at gentage budskabet om, at der fortsat er behov for en betydelig opstramning af pengepolitikken for at få bragt inflationen tilbage på målsætningen omkring 2 pct., skriver banken.

BAVARIAN MØDER KONKURRENCE

Bavarian agerer bundprop i eliteindekset fredag, hvor aktien falder 7,6 pct. til 331,80 kr.

Det sker, efter at konkurrenten Pfizer torsdag meldte om positive toplinjedata fra et fase 3-studie med sin RSV-vaccine, som Bavarian Nordic også arbejder på at få i markedet. Pfizers vaccine viste en effektivitet på 85,7 pct. mod svære tilfælde af RS-virus på testpersoner over 60 år.

Bavarian søger en partner, der vil samarbejde om at markedsføre og sælge vaccinen, men den hårde konkurrence er en hæmsko, skrev Børsen torsdag.

Mærsk B-aktie falder 1,2 pct. til 18.800 kr.

MÆRSK DYKKER EFTER RATER

Også Mærsk-aktierne dykker fredag middag, efter der er landet nye ratetal. Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, viser et fald på 8 pct. den seneste uge.

- Vi ser, at der er lidt mere opløsning i forsyningskæderne rundt om i verden, og så kan rederierne bedre styre kapaciteten, og det får raterne til at falde, siger Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank.

B-aktien falder 3,5 pct. til 18.370 kr.

Med i bunden er Demant, som falder 3,8 pct. til 229,90 kr., efter finanshuset Kepler har sænket anbefalingen til "reducer" fra "hold". Kursmålet er sat til 215 kr.

PANDORA I MODVIND

Også Pandora oplever modvind og falder 1,9 pct. til 461,10 kr.

Det sker på baggrund af en række kursmålsændringer sent torsdag og fredag morgen. Det amerikanske finanshus Citi sænker kursmålet til 690 kr. fra 833 kr. og hos Carnegie er det sat ned til 690 kr. fra 900 kr.

Kursmålene er imidlertid fortsat et godt stykke over den aktuelle kurs, og både Citi-analytikerne og Carnegies gentager også anbefalingen "køb" for aktien.

Det fremgår af Bloomberg News.

I modsatte ende af indekset stiger Ambu mest, og det kan hænge sammen med selskabets regnskab tidligere på ugen, vurderer Lars Hytting.

- Der har været et efterslæb, og for en gangs skyld kom man med et regnskab, hvor man ikke skuffede, siger han.

Aktien stiger 1,1 pct. til 78,82 kr.

SAS LANDER TAL FOR TREDJE KVARTAL

Flyselskabet SAS offentliggjorde endnu et milliardtab forud for markedets åbning, og aktien dykker fredag 1 pct. til 0,46 kr.

SAS har i tredje kvartal af det skæve regnskabsår 2021/22 landet et massivt underskud på 1848 mio. svenske kr. mod 1336 mio. svenske kr. i kvartalet sidste år. Selskabet har haft underskud 11 kvartaler i træk.

SAS har kæmpet med modvind fra flere fronter, heriblandt en dyr pilotstrejke og jagten på kapital. Ifølge regnskabet har SAS identificeret hovedparten af de besparelser på 7,5 mia. svenske kr., som luftfartsselskabet har planlagt at gennemføre i forbindelse med spareplanen Forward.

PARKEN I FALD

Udenfor C25-indekset falder Parken 2,7 pct. til 92,80 kr.

Torsdag aften kom det frem, at det selskabets danske mesterhold, fodboldklubben F.C. København, skal møde engelske Manchester City, tyske Borussia Dortmund og spanske Sevilla i Champions Leagues gruppespil, efter at klubben kvalificerede sig onsdag.

\\˙ MarketWire