Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Råvarer: Oliepriserne stiger efter Libyenkonflikt og Opec-udmelding

29/8 08:55

Priserne på råolie stiger mandag på grund af konflikt i Libyen, udsigt til reduktion i den internationale olieproduktion og stigende efterspørgsel midt i et miljø med tårnhøje gaspriser.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 101,86 dollar mod 99,04 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 94,19 dollar mod 91,85 dollar fredag eftermiddag.

Voldsomme sammenstød i Libyens hovedstad, Tripoli, har henover weekenden dræbt 32 mennesker.

Det har sat gang i bekymringerne om en decideret konflikt, som kan forstyrre udbuddet af råolie, fortæller handelsanalytikere fra National Australia Bank til Reuters.

I mellemtiden har Opec og dets allierede, kendt som Opec+, meldt ud, at en nedskæring i produktionen af olie kan være i vente, så priserne kan få et løft.

Selve udmeldingen ser også ud til at holde priserne ovenvande, påpeger Sugandha Sachdeva, der er vicedirektør hos Religare Brokings researchafdeling.

- Oliepriserne stiger efter håb om en produktionsnedskæring fra Opec, så markedsbalancen kan genoprettes, siger hun til Reuters og tilføjer, at en høj eksport af olie fra USA og en beholdning i landet, der er større end forventet, også har været med til at sætte en dæmper på bekymringerne om manglende udbud.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld mandag morgen 1722,64 dollar mod 1741,56 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire