Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: S&P 500 under 4000 - Apple, Tesla og Microsoft trak ned

30/8 22:06

De amerikanske aktier fortsatte tirsdag den nedtur, som den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, satte i gang fredag med en høgeagtige tale ved symposiet i Jackson Hole.

Det var tirsdag først og fremmest de teknologitunge sektorer, der, efter offentliggørelsen bedre end ventede økonomiske data, af frygt for højere renter trak markedet i minus, og som for første gang siden slutningen af juli skubbede det brede toneangivende S&P 500-indeks under 4000 indekspoint.

S&P 500 mistede således tirsdag 1,1 pct. til 3986,18, trods en positiv start med et plus på 0,4 pct., mens Dow Jones bakkede 1,0 pct., og Nasdaq faldt med 1,1 pct.

- Der er kommet mere ammunition til rentehøgene fra læsningen af forbrugertilliden og fra dataene fra jobmarkedet tirsdag. Vi tror, Federal Reserve vil blive ved med at stramme, men alle dem, som tror på en vending i centralbankrenten, bliver presset lige nu, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

RISIKO FOR YDERLIGERE FALD

I august steg forbrugertilliden i USA til 103,2 indekspoint fra 95,3 point i juli, mens blot 98,0 point var ventet, ifølge Bloomberg News. Samtidig viste det sig, at der i USA i juli var opslået godt 11,2 mio. ledige stillinger mod ventede knap 10,4 mio. jobs.

- Folk skal lige forstå, at centralbanken bliver ved med at løfte renten. Derfor er især vækstaktier under pres. Volatiliteten stiger også, og på den baggrund bliver der solgt endnu mere ud for at nedbringe risikoen. Og det her kan fortsætte lidt tid endnu.

De amerikanske aktier er nu faldet godt 5 pct. i forhold til torsdag i sidste uge, hvor S&P 500 lukkede marginalt under 4200 indekspoint, inden Jerome Powell kom på banen fredag.

- Vi har et mere negativt syn på aktier end længe. Vi er bekymret for, at hoppet op i sommer skyldtes, at flere har glemt den amerikanske centralbanks mandat om at bekæmpe inflationen, og har glemt, hvordan økonomierne udvikler sig, kommenterer Danske Banks investeringsekspert også.

- Der er en overhængende risiko for, at markedet skal teste lavpunktet for i år igen. Ingen vil ind og gøre noget markant i dette marked.

I juni var S&P 500 helt nede i 3674,84 indekspoint, hvilket er næsten 8 pct. under tirsdagens lukkeniveau.

TEKNOLOGI FIK HUG

I S&P 500 var alle sektorer klædt i rødt. Værst gik det for energiaktierne, som mistede 3,4 pct., fordi olieprisen faldt med 5,2 pct. Andre cykliske sektorer som industri samt råvarer og materialer tabte også 1,5-1,7pct.

Desuden bakkede de teknologitunge brancher, it, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, med 0,8-1,1 pct.

Finansaktierne klarede sig bedst med et mere moderat minus på 0,4 pct., da bankerne understøttes af de stigende renter og derfor havde en samlet set neutral tirsdag.

Det var Apple, som trak mest ned i tirsdagens marked med et fald på 1,5 pct., mens Microsoft også bakkede med 0,9 pct. Ligeledes i it mistede chipkæmpen Nvidia 2,1 pct.

I cyklisk forbrug faldt Amazon med 0,8 pct., mens Tesla smed 2,5 pct., og i kommunikationsservice havde Meta det svært med et minus på 1,3 pct., mens Alphabet satte sig 0,4 pct.

Inden for energi trak de to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron desuden ned med 3,8 pct. og 2,4 pct., mens Conocophillips tabte 2,6 pct.

BEST BUY I TOP

Med i toppen af S&P 500 lå elektronikforhandleren Best Buy. Dog kun med et plus på 1,6 pct. Fremgangen var udløst af et lidt bedre end ventet regnskab for andet kvartal.

- Salgsmiljøet er fortsat meget udfordrende, men Best Buy ved, hvordan man sparer en penny, hvilket resulterer i lidt bedre indtjeningspræstation end meddelt i juli, mener analytiker hos finanshuset Truist, Scot Ciccarelli, ifølge Bloomberg News.

Der var omvendt nedtur til den amerikanske notering af den kinesiske søgemaskine Baidu, som smed 6,5 pct.

Indtjeningen i andet kvartal var egentlig bedre end ventet, men det skyldtes besparelser, og selskabets bekymring for de makroøkonomiske udsigter skræmte investorerne.

.\\˙ MarketWire