Aktier/Sydbank: Efteråret kan blive hedt
1/9 11:35
Aktiemarkederne tager hul på september med markante kursfald, og der er da heller ikke meget at glæde sig over, mener Sydbank. Høj inflation, kontante centralbanker og en opbremsning i forbruget er nemlig en skidt cocktail for aktiemarkedet.
Sydbank fastholder derfor sit røde afkastbarometer for globale aktier, der afspejler bankens forventning om et lavt eller negativt aktieafkast.
- Den aktuelle situation rummer mange ingredienser, der kan give et hedt efterår, konstaterer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i et notat.
PRISER PÅ AMERIKANSKE AKTIER ER STADIG HØJ
Han peger på, at prisfastsættelsen af de globale aktier stadig er lidt højere end de seneste 20 års historiske gennemsnit, hvilket dog alene skyldes, at priserne på amerikanske aktier er høje.
Men selv om aktierne altså i gennemsnitligt kun ligger en anelse højere end gennemsnittet siden starten af dette årtusinde, så kan det stadig være en del for højt.
Således tvivler Sydbank på, at prisfastsættelsen i de seneste mange år er en "ædruelig indikator" for, hvad investorerne er villige til at betale, når centralbankerne ikke længere kører med nulrenter og støtter økonomien gennem en ultralempelig pengepolitik.
- Afvænningen fra centralbankernes lavrente- og likviditetslykkepiller udgør endnu et muligt benspænd for tålelige aktieafkast. 15 års næsten ubrudt pengepolitisk doping er stoppet, og fra september bliver der trukket markant flere penge ud af det finansielle system, end de mere beskedne beløb, der hidtil har været tale om, skriver Sydbanks aktieanalysechef.
SEPTEMBER STARTER SKIDT
Aktiemarkedet har taget hul på september med voldsomme kursfald - ikke mindst i København. Det danske eliteindeks, C25, taber 2,5 pct. til 1610,65 og har ramt det laveste niveau siden starten af juli.
Også i Tyskland og Storbritannien er der markant tilbagegang på 1,4 pct. i de toneangivende indeks.
Mens amerikanske og emerging markets-aktier får Sydbanks røde afkastbarometer, har Jacob Pedersen dog kun givet europæiske aktier et gult afkastbarometer.
Det skyldes, at de europæiske aktier vurderes at være billigere prissat end amerikanske.
- Det bør være tydeligt for de fleste markedsdeltagere, og prisfastsættelsen bærer præg af, at investorerne et stykke hen ad vejen har taget forskud på udviklingen.
- Således er prisfastsættelsen på de europæiske aktier cirka 10 pct. billigere end det historiske gennemsnit mod plus 15 pct. i USA, og der er således plads til ret massive nedjusteringer af markedsforventningerne til indtjeningen, uden at aktierne begynder at se rigtig dyre ud, vurderer Jacob Pedersen.
Han har også et bud på, hvad der kan få stemningen på aktiemarkederne til at vende.
- Et markant fald i inflationsniveauet ligner umiddelbart den bedste accelerator for et mere positivt aktiemiljø, end vi her og nu imødeser, skriver han.
.\\˙ MarketWire