Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Gazprom sænkede aktierne - energi steg alligevel

2/9 22:06

De amerikanske aktier var ude på den helt store rutsjetur fredag.

Først sendte en lunken jobrapport aktierne kraftigt i vejret, da den dulmede lidt af inflations- og rentefrygten i markedet.

Billedet vendte dog totalt rundt, da geopolitikken pludselig blandede sig med en melding fra russiske Gazprom om, at selskabet holder gasledningen Nord Stream 1 lukket på ubestemt tid på grund af "tekniske problemer".

Aktiemarkedet i USA reagerede straks på den melding, der kommer netop som mange europæiske lande kæmper med at fylde naturgaslagrene inden den kommende vinter, for en mangel på gas vil ikke kun betyde kolde stuer bag duggede ruder, men formentlig også mindre og dyrere industriproduktion i Europa.

Det brede S&P 500-indeks faldt derfor samlet set 1,1 pct. fredag, selv om det på et tidspunkt faktisk var i plus med hele 1,3 pct. Derfor blev det også til den tredje negative aktieuge i USA i træk med et samlet fald på 3,3 pct.

Dow Jones tabte fredag også 1,1 pct., mens Nasdaq smed 1,3 pct.

- Jeg så overskriften omkring Gazprom, og det er naturligvis ikke godt nyt, siger Joe Saluzzi, handelschef hos Themis Trading, til Reuters.

ØGET DELTAGELSE

Fredagens jobrapport, som ganske vist bød på en lidt større jobskabelse end ventet i august, vidnede ellers også om en øget arbejdsløshed fra 3,5 til 3,7 pct. i forhold til juli samt en lavere lønvækst end spået.

Og den kunne betyde et mindre behov for pengepolitiske stramninger, hvilket ville være godt for aktierne.

- Når først man graver lidt dybere, er der aspekter af rapporten, som vil glæde Federal Reserve og støtte argumenter for at lette på bremsen, lyder kommentaren fra Craig Erlam, senioranalytiker hos Oanda.

Selv om der blev skabt 315.000 jobs uden for landbruget mod ventede 298.000, så steg amerikanernes deltagelse i arbejdsmarkedet overraskende fra 62,1 til 62,4 pct., hvilket altså øgede arbejdsløsheden og var med til at holde lønvæksten nede.

Efter pandemien har et af dilemmaerne i den amerikanske økonomi netop været udfordringen med at lokke amerikanerne tilbage på arbejdsmarkedet til de millioner af ledige jobs, virksomhederne har slået op.

Jobskabelsen vidner også om, at der fortsat er gang i økonomien i USA, der ellers målt på BNP er i teknisk recession med negativ vækst i både første og andet kvartal.

Selv om fredagens statistik fra arbejdsmarkedet øger håbet om en blød landing en smule, så er der stadig udsigt til yderligere markante renteforhøjelser. Federal Reserve ventes fortsat at hæve sin rente med 0,75 pct.point senere i september, og inden den er færdig med sine stramninger, vil renten formentlig til marts ligge 1,50 pct.point over det nuværende niveau i 2,25-2,50 pct. ifølge handelen med rentefutures.

ENERGI VAR BEDST

Alle sektorer var i starten af handelen fredag klædt i grønt, men kun de seneste dages store taber, energi, endte med at trække op. Sektoren blev løftet med 1,8 pct.

Råvarer og materialer klarede sig også fornuftigt igennem med et fald på 0,1 pct., mens de teknologitunge brancher, cyklisk forbrug, it og kommunikationsservice tabte 0,8 pct., 1,3 pct. og 1,9 pct.

Microsoft og Apple trak mest ned i markedet fredag med minusser på 1,4 og 1,7 pct., mens Tesla også bidrog med fald på 2,5 pct. I kommunikationsservice mistede Meta Platforms 3,1 pct. og Alphabet 1,7 pct.

Inden for energisektoren gik Exxon Mobil derimod op med 1,8 pct., mens Chevron blev løftet 1,5 pct.

STÆRKE REGNSKABER

Det er ved at være sidst på regnskabssæsonen, men der kommer stadig interessante indslag fra forskellige selskaber.

Torsdag aften var det chipproducenten Broadcom, som stjal overskrifterne med tal fra et tredje kvartal, som var bedre end ventet, ligesom prognosen om et salg i fjerde kvartal på 8,90 mia. dollar overraskede positivt.

Aktien i Broadcom steg derfor 1,7 pct.

Lululemon var også i investorernes fokus med et plus på 6,7 pct. Producenten af sportstøj, særligt kendt for sine yogabukser, trodsede de økonomiske udfordringer og opjusterede sine forventninger til både top og bund.

.\\˙ MarketWire