Aktier/Jyske: Store fald i vente efter lukket gasleverance til EU
5/9 08:06
Der er store kursfald i vente, når aktiemarkederne i Europa åbner mandag efter meldingen fredag aften om, at russiske Gazprom på ubestemt tid suspenderer leverancerne af naturgas via Nord Stream1.
Suspenderingen skyldes ifølge Gazprom en teknisk fejl, men forklaringen er nok reelt det prisloft, som G7-landene vil indføre på russisk olie, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar mandag morgen.
- Europa var lukket, da Gazprom kom med meldingen, men regningen ser ud til at komme i dag, hvor de europæiske aktier står til at falde 3 pct. fra morgenstunden. Euroen er også svækket over for dollar til under 0,99 og er på det laveste niveau i 20 år, skriver Kim Fæster.
Han venter, at der i Europa mandag især vil være fokus på de økonomiske konsekvenser af nedlukningen og herunder behovet for rationering af naturgassen.
Især tysk økonomi kan blive hårdt ramt, fremhæver Fæster. De tyske gaslagre er ganske vist allerede fyldt op til 85 pct., og russisk naturgas udgør nu kun omkring 10 pct. af gasimporten – mod tidligere omkring 40 pct.
Men tidligere har en tysk embedsmand udtalt, at hvis Rusland lukker for gassen, og der ikke findes andre alternativer, så har Tyskland kun gas til 2,5 måned, selvom lagrene er fyldt til 95 pct.
Mens naturgasusikkerheden presser investorstemningen i Europa, så har de asiatiske markeder mandag oplevet en noget mere afdæmpet reaktion. I Kina ligger markederne dog i minus.
- Kina er igen presset af nye coronatilfælde i Chendu og Shenzhen samt amerikanske planer om at begrænse investeringer i den kinesiske tech-sektor. Den kinesiske centralbank har indikeret, at der er plads til pengepolitiske lempelser på grund af den moderate inflation, skriver Kim Fæster og henviser til forbrugerprisinflationen i Kina på 2,7 pct.
Den tyske DAX-future er mandag morgen faldet hele 3,3 pct., mens futuren for det ledende indeks i London er faldet noget mere begrænsede 1,1 pct.
Børserne i USA holder mandag lukket på grund af Labor Day.
.\\˙ MarketWire