Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Banker stiger i grøn åbning - opkøbsmål på himmelflugt

9/9 15:49

Investorerne er i godt humør ved åbningen af det amerikanske aktiemarked fredag, og samtlige af de tre ledende indeks åbner i grønt.

Bedst står det til for Nasdaq-indekset, der stiger 1 pct. ved åbning. Det brede S&P 500-indeks løftes 0,7 pct., mens de tunge aktiers indeks, Dow Jones, stiger 0,6 pct.

Fredag er der særligt fokus på bankaktierne, der også lægger ud i grønt og dermed fortsætter udviklingen for de europæiske finansaktier.

De bliver trukket op af stigende renter i både Europa og USA, som følger i kølvandet af Den Europæiske Centralbanks, ECB, ventede renteløft på 75 basispoint torsdag. Det har indtil videre smittet positivt af på de europæiske finansaktier og ventes at kunne brede sig til de amerikanske branchefæller.

Desuden gentog formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, torsdag, at Federal Reserve vil holde ved med de pengepolitiske stramninger, indtil "jobbet er færdiggjort" i forhold til inflationen.

Dermed tegner det til endnu en dag med stigninger for de amerikanske aktier efter en periode med modvind. Torsdag steg S&P 500-indekset 0,7 pct., mens både Dow Jones og Nasdaq gik frem med 0,6 pct.

BANKER STÅR TIL LØFT EFTER RENTESTIGNING

De amerikanske bankaktier lægger ud med stigninger fredag og følger dermed tendensen fra Europa.

Morgan Stanley-aktien stiger 1,8 pct., Citigroup-aktien hæves 0,9 pct., mens Bank of Americas aktie henter 1,1 pct.

Det er de stigende renter, som giver bedre muligheder for bankerne for at tjene på kundernes indskud, der er med til at trække op fredag. Derudover kan de nu placere deres overskydende kapital til positive renter i centralbankerne og på kapitalmarkederne.

Det ses allerede på de europæiske bankaktier og ventes også at kunne give de amerikanske finansaktier en positiv handelsdag.

Den Europæiske Centralbank annoncerede torsdag efter sit rentemøde en historisk stor renteforhøjelse på 75 basispoint.

Det var en ventet beslutning, men den blev også fulgt op at udtalelser fra bankens chef, Christine Lagarde, der tyder på, at der er flere stramninger i vente for at få tøjlet inflationen.

Efter torsdagens meldinger steg obligationsrenterne i Europa. De fortsætter op fredag, selvom lidt af stigningen er aftaget. Midt på dagen ligger den tiårige amerikanske rente i Tokyo på 3,28 pct.

OPKØBSMÅL SENDES OP

Aktien i Digital Media Solutions, DMS, er på himmelflugt fredag, efter at selskabet har modtaget et bud fra Prism Data på 2,50 dollar per aktie i kontanter. Buddet er ikke-bindende og har til formål at afnotere selskabet, skriver Bloomberg News.

Nyheden får DMS-aktien til at stige 72 pct. ved åbning.

KROGER STIGER PÅ REGNSKAB

Detailvirksomheden Kroger stiger 1 pct. ved åbning efter et bedre end ventet resultat for andet kvartal og en opjustering i samme omgang.

Det skriver Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie i selskabet landede i kvartalet på 90 cent, hvilket er 12,5 pct. højere end i samme periode året før, og mere end de 82 cent, som analytikerne havde ventet.

T-MOBILE FALDER EFTER AKTIETILBAGEKØB

T-Mobile-aktien lægger ud med at falde 1,4 pct. ved åbning, selvom investorerne i formarkedet sendte aktien op. Det sker, efter at selskabets bestyrelse har annonceret et aktietilbagekøbsprogram på op til 14 mia. dollar, som skal løbe frem til 30. september næste år.

VÅBENAKTIE FALDER EFTER SKUFFENDE TAL

Den står også på fald til våbenaktien Smith & Wesson, der har leveret et regnskab med tal under analytikernes forventninger.

Aktien falder 5,4 pct. ved åbning.

Den justerede indtjening per aktie endte på 0,11 dollar i årets første kvartal af det forskudte regnskabsår. Til sammenligning havde analytikerne forudset 0,21 dollar per aktie.

Salget fra den fortsættende forretning løb op i 84,4 mio. dollar mod et estimat på 129,9 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire