Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Banker har udsigt til solid medvind fra stigende renter

12/9 13:08

Se seneste års negative renter har været en dyr fornøjelse for bankerne, som ret sent vovede pelsen og indførte negative renter over for kunderne. Men nu kan sektoren til gengæld se frem til massiv medvind udløst af de stigende centralbankrenter.

Herhjemme satte Nationalbanken - som reaktion på en renteforhøjelse af Den Europæiske Centralbank - gang i en stramningscyklus med en renteforhøjelse i juli - og siden yderligere en i sidste uge.

Som følge af den skyhøje inflation er der også en klar forventning om, at stramningerne kommer til at fortsætte den kommende tid. For bankerne giver renteforhøjelserne en mulighed for at øge sin helt centrale indtægtspost - nettorenteindtægterne.

Bankanalytikerne hos Danske Bank har i en analyse mandag netop sat spot på sektorens indtjeningsudsigter, og de mener, at der er udsigt til en markant forbedring.

ET VÆSENTLIGT VÆKSTBIDRAG

I analysenotatet, som analytikerne Andreas Hakansson, Asbjørn Nicholas Mørk og Hans Rettedal Christiansen står bag, påpeges, at bankaktierne handles på et historisk lavt niveau "på vej ind i den kommende recession".

Og dette ses som en god mulighed for en investor i bankaktier, da denne recession vurderes at være anderledes end andre.

- Centralbankerne sænker normalt renterne gående ind i en recession, hvilket rammer bankernes indtægter. Men renterne er på vej op, hvilket giver væsentlige 8-15 pct. ekstra til nettorenteindtægterne i alle banker, skriver analytikerne hos Danske Bank.

De venter, at bankernes toplinje betydeligt vil komme til at overgå de nuværende konsensusforventninger i markedet for perioden 2023-24.

Udover hvad de stigende renter kan give af bidrag til ekstra indtjening fremhæver de også bankernes kreditkvalitet. Bankerne starter ofte en recession med for få hensættelser til tab, men situationen i dag er en anden, vurderes det.

- Vores IFRS 9-model (nye nedskrivningsregler, red.) og analyser af kreditkvalitet viser, at bankerne har et højt niveau af hensættelser og har reduceret kreditrisici over de seneste år, skriver analytikerne.

LAV PRISSÆTNING MEN GODT OPERATIONELT MILJØ

Danske Banks bankanalytikere fastholder derfor deres positive syn på sektoren, og deres "top picks" - altså de foretrukne bankaktier blandt de banker, de dækker - er DNB, Nordea, Swedbank og Sydbank.

- I denne rapport hæver vi vores estimater for nettorenter betydeligt som følge af de højere renter, og vi hæver også vores estimater for nedskrivninger for 2023. Bankaktier handles på historisk lave niveauer, men deres operationelle miljø er det bedste i 14 år, skriver Danske Bank-analytikerne, som mener at dette berettiger til en klar op-revidering for bankerne.

I forbindelse med analysen har Danske Bank hævet kursmålet for Sydbank til 320 kr. fra tidligere 300 kr. og gentaget anbefalingen "køb". Jyske Banks kursmål er løftet til 480 kr. fra 450 kr., og også her er anbefalingen uændret "køb". For Nordea er kursmålet 104,92 kr. og anbefalingen ligeledes "køb".

.\\˙ MarketWire