Aktier/tendens: Blandede takter i ventet søvnig start på ugen
19/9 08:08
Der er lagt op til en stille start på aktiehandlen mandag, hvor det kun er nyt fra Intermail, fodboldens verden og analytikerkorpset, der bryder tavsheden.
Mens futures for de toneangivende amerikanske aktieindeks peger ned med 0,1-0,5 pct., indikeres det tyske DAX-indeks op med 0,4 pct. forud for børsåbningen herhjemme.
Fredag faldt C25-indekset 2,6 pct. til 1545,21. Det var fjerde dag i træk med fald, og for ugen svandt eliteindekset samlet ind med 6,3 pct.
Også i USA var der fald fredag, hvor det brede S&P 500-indeks afsluttede ugen med et fald på knap 5 pct. Det er ikke set værre siden juni.
Ugens højdepunkt kommer onsdag i form af rentemødet i USA's centralbank, Federal Reserve. Her venter økonomerne ifølge Bloomberg News den tredje forhøjelse på 75 basispoint i træk og femte forhøjelse i år.
Renteløftet har til formål at tøjre den løbske inflation i USA, der i august blev opgjort til 8,3 pct. En højere rente betyder dog samtidig ofte lavere overskud hos selskaberne, hvorfor det plejer at smitte negativt af på aktierne.
Undtagelsen er imidlertid bankerne, hvor højere renter betyder højere indtjening.
RYGTER OM NY BIF-STORAKTIONÆR
Jan Bech Andersen, der er storaktionær i Brøndby IF med en ejerandel på 54,6 pct., nærmer sig ifølge Ekstra Bladet et større salg af sin aktiepost inden for uger eller dage.
Og meget tyder på, at det er amerikanske direktør i Blackstone David Blitzer, der kommer til at overtage en del af aktieposten. Han har tidligere investeret i sportsklubberne New Jersey Devils og Philadelphias 76ers.
Brøndby IF spillede desuden uafgjort i weekenden mod Viborg FF. Kampen endte 0-0.
Aktien steg fredag 0,2 pct. til 0,5290 kr.
Også FC København spillede i weekenden. Klubben, der ejes af Parken Sport & Entertainment, tabte 1-2 mod FC Midtjylland.
Fredag dykkede aktien 2,1 pct. til 85 kr.
TRYG FÅR SÆNKET ANBEFALING
Forsikringsselskabet Tryg har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af den britiske bankkoncern HSBC.
Det fremgår af data på Bloomberg News.
Kursmålet er uændret 185 kr.
Forsikringsaktien lukkede fredag 1,7 pct. lavere i 165,95 kr.
Bavarian Nordic har fået løftet sit kursmål til 310 kr. fra 280 kr. af finanshuset Jefferies, der ifølge Bloomberg News fastholder anbefalingen "køb".
Aktien faldt fredag og lukkede 4,6 pct. lavere i 222,80 kr.
Intermails bestyrelse har besluttet at igangsætte en strategisk gennemgang af selskabet. Gennemgangen har til formål at afklare, hvordan Intermail bedst kan positionerne sig til ændringerne i markedet.
Her peges på ændringer i det internationale kommunikationsmarked, der blandt andet drives af "en omfattende konsolidering" blandt markedsaktørerne.
Fredag faldt aktien i kommunikationsselskabet 1,8 pct. til 16,20 kr.
.\\˙ MarketWire
