Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Sur stemning fortsætter i afventende marked

19/9 11:48

Den røde farve har igen overtaget på det danske aktiemarked, hvor blandt andet Vestas og Ørsted ligger i den tunge ende.

Alt i alt ligger C25-indekset med et fald på 1,2 pct. i 1526,88 efter fredagens nedtur på 2,6 pct.

- Det er stadig sure tider. Det var en rigtig grim fredag, hvor vi oplevede store kursfald, og der er ikke så meget rebound over det. Der er få aktier, der trækker i plus, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Senioraktierådgiveren regner med et afventende marked, da markedsdeltagerne går i ind i en uge med fuld fokus på den amerikanske centralbank, som skal på banen med rentemøde og efterfølgende rentemelding.

Med til at holde investorerne på sidelinjen er også, at børsen i London holder lukket, som følge af Dronning Elizabeth II's begravelse, og det lægger ifølge Martin Munk en dæmper på aktiviteten og volumen i markedet i dag.

VESTAS FÅR SIN ANDEN ORDRE I TREDJE KVARTAL

Vestas har mandag morgen offentliggjort sin anden ordre i tredje kvartal, og der er ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen ikke meget at lade champagnepropperne springe for i forhold til ordrerne i Vestas i øjeblikket.

Indtil videre er der bekræftet to ordrer på i alt 147 megawatt. I tredje kvartal af 2021 annoncerede Vestas 3167 MW, mens den samlede ordreindgang landede på 3727 MW.

- Denne ene ordre ændrer dog ikke på, at det har været et usædvanligt magert indtryk, vi har fået indtil videre i kvartalet. Det magre indtryk kommer efter et par kvartaler, hvor ordreindgangen har været skuffende, siger Jacob Pedersen.

Vestas-aktien ligger med et fald på 2,7 pct. i 158,32 kr., mens den ligeledes grønne Ørsted-aktie taber 3,3 pct. til 685,40 kr.

GN-aktien hænger endnu dybere i dyndet med et minus på 3,4 pct. til 183,75 kr.

Her er høreapparat- og headsetaktien også ramt af en fortsat svag markedsstemning, der fredag sendte aktien ned med 7,3 pct.

Der er ikke umiddelbart nogen specifikke nyheder, der sender aktien ned. Der er i højere grad tale om flere uheldige omstændigheder, der gør sig gældende, vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioraktieanalytiker i Sydbank.

Nordea-aktien ligger nederst i C25-indekset med et fald på 3,9 pct. i 67 kr., mens Jyske Bank klarer sig bedre med et minus på 0,2 pct. i 420,30 kr.

BAVARIAN I TOP EFTER LØFTET KURSMÅL

Bavarian Nordic har fået løftet sit kursmål til 310 kr. fra 280 kr. af finanshuset Jefferies, der i en analyse skriver "flere vaccinekontrakter til at dæmme op for udbruddet af abekopper øger vores prognoser".

- Et skift i holdningen til vaccineberedskabslagre på globalt plan eller en beslutning i USA om at øge beholdningen af vaccinen er fortsat en betydelig mulighed, fremgår det.

Finanshuset vurderer, at Bavarians værdi bliver undervurderet i forhold til, at selskabet er det eneste med en vaccine mod abekopper, og Jefferies fastholder anbefalingen "køb" af aktien.

Bavarian ligger mandag i toppen af C25-indekset med en stigning på 1,6 pct. i 226,40 kr.

Forsikringsselskabet Tryg har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af den britiske bankkoncern HSBC. Kursmålet er uændret 185 kr.

Forsikringsaktien falder 2,2 pct. til 162,25 kr.

RYGTER OM NY BIF-STORAKTIONÆR

Jan Bech Andersen, der er storaktionær i Brøndby IF med en ejerandel på 54,6 pct., nærmer sig ifølge Ekstra Bladet et større salg af dele sin aktiepost inden for uger eller dage.

Selskabet bekræfter, at man "løbende modtager henvendelser fra interesserede investorer og fortsat har dialog med investorer for at afdække mulighederne for en mulig investering".

Meget tyder på, at det er den amerikanske direktør i Blackstone, David Blitzer, der kommer til at overtage en del af aktieposten.

Aktien stiger 9,6 pct. til 0,58 kr.

Intermails bestyrelse har besluttet at igangsætte en strategisk gennemgang af selskabet. Gennemgangen har til formål at afklare, hvordan Intermail bedst kan positionerne sig til ændringerne i markedet.

Her peges på ændringer i det internationale kommunikationsmarked, der blandt andet drives af "en omfattende konsolidering" blandt markedsaktørerne.

Kommunikationsaktien stiger 1,9 pct. til 16,5 kr.

.\\˙ MarketWire