Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bavarian, Ørsted og Vestas topper i afventende marked

21/9 11:47

Bavarian Nordic, Vestas og Ørsted fører an i et let stigende dansk aktiemarked onsdag middag op til resultatet i aften af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor endnu en stor renteforhøjelse er i vente.

Det danske eliteindeks, C25, ligger ved 11.40-tiden 0,3 pct. højere i 1511,19 efter et samlet fald de seneste seks dage på 9,5 pct., hvilket tirsdag sendte det ned i det laveste niveau siden november 2020.

- Jeg tror, at markedet vil tage det lidt roligt i dag og afvente, hvad det bliver til i aften, hvor der venter endnu en renteforhøjelse fra Federal Reserve. Det ligger til 75 basispoint, men 100 basispoint er også nævnt, så det bliver spændende, hvor det lander, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

- Markedsreaktionen kommer nok til at afhænge meget af retorikken fra Fed-chef Jerome Powell på det efterfølgende pressemøde. Her vil markedet holde nøje øje med signaler om, hvor Fed ser renten toppe, tilføjer Martin Munk.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger 0,2 pct. højere ved middagstid. Her trækker energi op med 2 pct. og forsyningsselskaber med 1,0 pct. Den positive fokus på energi og forsyning smitter herhjemme positivt af på Ørsted, som stiger 2,5 pct. til 701,30 kr. Inden for de energirelaterede stiger Vestas desuden 2,1 pct. til 154,22 kr.

Helt i toppen af C25 ligger Bavarian Nordic dog igen med en stigning på 2,7 pct. til 242 kr. Tirsdag steg Bavarian 6,6 pct. efter en stor canadisk ordre, og onsdag nyder den desuden godt af en løftet kursmål hos den amerikanske storbank Citigroup til 480 kr. fra 455 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

- Novo Nordisk trækker også pænt op, efter at den har haft det lidt svært på det seneste, hvor den er faldet sammen med det brede marked. Dem, der er til teknisk analyse, kan konstatere, at kursen har været nede at snuse til under det 200 dages glidende gennemsnit på 747 kr. Aktien har tidligere fundet støtte i det område, og det ser også ud til at gøre sig gældende nu, siger Martin Munk.

I bunden af C25 ligger ISS med et fald på 2,6 pct. til 126,55 kr., og GN falder desuden 2,4 pct. til 172,80 kr.

Blandt transportaktierne siver DSV desuden 1,4 pct. til 934,80 kr., mens Mærsk B ligger 0,2 pct. højere i 14.735 kr. Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har sænket kursmålet for DSV til 1480 kr. fra førhen 1650 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Samtidig har Goldman Sachs reduceret kursmålet for Mærsk-aktien med omtrent 30 pct. til 17.000 kr. fra førhen 24.000 kr. Aktiens anbefaling fastholdes ifølge Bloomberg News på "neutral".

Blandt de små aktier er aktien i AaB suset i vejret med 7,4 pct. til 43,40 kr., efter nyheden om at klubben i forbindelse med en igangværende strategiproces undersøger en henvendelse fra en potentiel udenlandsk investor.

AaB vil nu undersøge investoren i forhold til "målsætning, kemi og konditioner", fremgår det af en meddelelse onsdag middag.

.\\˙ MarketWire