Aktier/åbning: C25 rammer laveste niveau i to år efter ny dukkert
22/9 09:16
De danske aktier falder tungt torsdag morgen, hvor det ledende C25-indeks bakker til sit laveste niveau siden september 2020.
Nedturen kommer, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften dansk tid anlagde en noget hårdere retorik end ventet efter endnu en renteforhøjelse på 75 basispoint.
Selve renteforhøjelsen var nemlig ventet, men den fremtidige kurs kan blive hårdere end tidligere antaget i markedet, var tolkningen af ordene fra centralbankchef Jerome Powell på det efterfølgende pressemøde.
- Der er ingen smertefri måde at lægge inflationen bag os, lød det blandt andet fra Powell på et efterfølgende pressemøde.
Det sendte onsdag de amerikanske aktier i knæ, og det afspejles også tydeligt i handlen med europæiske aktier torsdag morgen, hvor C25-indekset dykker med 1,9 pct. til 1494,59.
Alle eliteaktier falder.
Herhjemme understreges mismodet også af en frisk statistik for forbrugertilliden i september, hvor tallet ramte sit laveste niveau i hele opgørelsens 48-årige historie med minus 32,1.
NKT I FOKUS MED KAPITALMARKEDSDAG
Blandt enkeltaktierne er der opmærksomhed til NKT, der torsdag er vært for en kapitalmarkedsdag i København.
Forud for den har NKT luftet et par strategiske opdateringer og en opjustering af de langsigtede forventninger.
Kabelproducenten venter nu en gennemsnitlig årlig organisk vækstrate på "mere end" 12 pct. frem mod 2025 mod tidligere ventet "mere end" 10 pct.
Samtidig ventes der nu en operationel EBITDA-margin - målt i standard metalpriser - på cirka 12-16 pct. i 2025.
Tidligere lød den forventning på cirka 10-14 pct.
NKT har i meddelelsen også luftet en foreløbig status for udviklingen i tredje kvartal.
NKT-aktien er torsdag startet 3,2 pct. lavere i 381,20 kr. i det helt røde marked.
Også borerigselskabet Maersk Drilling får del af rampelyset med en kontraktforlængelse til boreskibet Maersk Valiant, der er på arbejde for franske Total ud for Surinams kyst i Sydamerika.
Kontraktforlængelsen er på 100 dage og har en værdi af cirka 24,7 mio. dollar, oplyser borerigselskabet torsdag morgen.
Maersk Drilling-aktien falder med 2,5 pct. til 362,80 kr.
Modehuset Boozt har fået sænket sit kursmål til 95 svenske kr., eller 64,87 danske kr., fra tidligere 115 svenske kr. af finanshuset Carnegie.
Boozt-aktien stiger som et af de meget få danske papirer fra morgenstunden torsdag. Stigningen er på 0,6 pct. til 39,98 kr.
BANKAKTIER FÅR OPMÆRKSOMHED
Bankaktierne kan også komme i vælten torsdag efter onsdagens renteforhøjelse fra Federal Reserve - og med udsigt til lignende træk fra centralbankerne i Schweiz, Norge og Storbritannien torsdag.
Udsigten til fortsat højere renter vil alt andet lige styrke indtjeningen for bankerne på længere sigt.
Danske Bank falder med 1,7 pct. til 102,90 kr., og Jyske Bank falder 1,7 pct. til 422,40 kr.
.\\˙ MarketWire
