Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bankerne har kronede dage i renteforskrækket marked

22/9 11:37

Et stort fald fra morgenstunden er blevet dæmpet torsdag middag, hvor bankerne har kronede dage efter en stribe renteforhøjelser fra centralbankerne i Norge, Schweiz og ikke mindst USA.

Den amerikanske centralbank hævede onsdag aften som ventet sin rente med 75 basispoint, men anlagde også en noget hårdere retorik end ventet om renteudsigterne for 2023 og 2024.

Og udsigten til, at det vil vare længere tid, før renten slår bak igen, har taget pusten fra aktiemarkederne.

- Retorikken om kommende renteforhøjelser var nok til den høje side sammenlignet med markedsforventningerne. Det har sendt renterne op og aktierne ned, og det er på den bagkant, at det danske marked falder.

- Men vi er nu kommet noget igen. Vi startede mere negativt ud, end vi ligger nu, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

C25-indekset falder 0,8 pct. til 1512,26 efter et fald på omtrent 2 pct. fra åbningen.

BANKERNE GÅR FORREST

Bankerne, der har lettere ved at tjene penge, når renterne stiger, ligger helt i toppen af det danske eliteindeks.

Danske Bank stiger 1,6 pct. til 106,35 kr., mens både Nordea og Jyske Bank ligger 1,7 pct. højere i 71,48 kr. og 437,10 kr.

- Bankerne ligger lunt oven på meldingerne fra centralbankerne, og det er også billedet i udlandet, at finanssektoren gør det rigtigt godt. Også forsikringssektoren gør det okay, mens de mere cykliske aktier som Rockwool, Pandora og GN Store Nord har det svært, siger Martin Munk.

Værst går det dog Bavarian, der falder 3,3 pct. til 237,20 kr., men efter stigninger på 6,5 pct. tirsdag og 4,1 pct. onsdag oven på en stor ordre på koppevaccine fra Canada.

Blandt de konjunkturfølsomme - eller cykliske aktier - falder Rockwool 2,4 pct. til 1168,50 kr., GN ligger 1,9 pct. lavere i 167,10 kr., og Pandora falder 1,2 pct. til 390,50 kr.

NKT I FOKUS MED KAPITALMARKEDSDAG

Blandt enkeltaktierne er der nyt fra NKT, der torsdag er vært for en kapitalmarkedsdag i København.

Forud for den har NKT luftet et par strategiske opdateringer og en opjustering af de langsigtede forventninger.

Kabelproducenten venter nu en gennemsnitlig årlig organisk vækstrate på "mere end" 12 pct. frem mod 2025 mod tidligere ventet "mere end" 10 pct.

Samtidig ventes der nu en operationel EBITDA-margin - målt i standard metalpriser - på cirka 12-16 pct. i 2025.

Investorerne virker dog uimponerede og sender aktien 2,7 pct. lavere til 383,20 kr.

KONTRAKT TIL DRILLING

En kontraktforlængelse til Maersk Drilling er heller ikke nok til at skærme mod den negative stemning på aktiemarkedet.

Aktien falder 0,3 pct. til 371, selv om boreskibet Maersk Valiant, der er på arbejde for franske Total ud for Surinams kyst i Sydamerika, har fået kontrakt på ekstra 100 dages arbejde til en værdi af cirka 24,7 mio. dollar.

Modehuset Boozt har desuden fået sænket sit kursmål til 95 svenske kr., eller 64,87 danske kr., fra tidligere 115 svenske kr. af finanshuset Carnegie.

Aktien falder 0,6 pct. til 39,54 kr.

.\\˙ MarketWire