Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Aktier faldt igen - Fedex vendte rundt - software gik op

22/9 22:07

Aktierne i USA fortsatte torsdag med at falde efter onsdagens tunge nedtur, da den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ikke blot hævede sin rente, men ligeledes signalerede en endnu stejlere rentebane end ventet.

Udsigten til endnu højere renter ramte især vækstaktierne på deres prissætning, og derfor førte flere teknologiselskaberne an i torsdagens minusser, mens energi og sundhed begge holdt skindet på næsen.

Det brede S&P 500-indeks smed 0,9 pct. bakkede dermed for tredje dag i træk. Onsdag tabte hovedindekset også 1,7 pct., selv om det inden Federal Reserves udmelding på et tidspunkt var i plus med så meget som 1,3 pct.

Torsdag faldt Dow Jones også 0,4 pct., mens Nasdaq mistede mest med 1,4 pct.

- Det er en fortsættelse. Markedet ligger og hopper rundt. Sundhed klarer sig bedst. Investorerne søger sikkerhed, og det er der meget mere af i Dow Jones, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

Danske Banks har i sin aktiestrategi da også overvægt på forsyning, dagligvarer og sundhed, mens den undervægter cyklisk forbrug, kommunikationsservice samt råvarer og materialer.

- Lige nu er det cyklisk mod defensivt. Det mere cykliske har det skidt, og det defensive outperformer. Det, som sker, er, at vi går fra at have handlet på inflationsfrygt til nu at handle på recessionsfrygt. Det var ganske udtalt onsdag, da de lange renter faldt, og de korte steg. Vi er på vej hen i næste fase, og det er recessionsfasen, som investorerne positionerer sig til.

VIL LØFTE 125 BASISPOINT MERE I ÅR

Federal Reserve hævede som ventet sin rente onsdag med 0,75 pct.point til intervallet 3,00-3,25 pct., men samtidig indikerede bankens ledelse, at den toneangivende rente skal sættes yderligere 125 basispoint op på årets to sidste rentemøder til et niveau i 4,375 pct. Det var 1,00 pct.point mere end bankens egen prognose fra juni.

Renteløftet i USA onsdag blev i øvrigt torsdag fulgt op med forhøjelser fra centralbankerne i England, Schweiz og Norge.

- Alle tager et skridt til højre mod det mere negative scenario. Federal Reserve bliver ved med at stramme, og det risikerer at udløse en recession, fordi økonomien viser blødhed nu. Centralbanken folder ikke. Det er vejen til recession, hvis det fortsætter. Og så har hele verden nærmest hævet renten torsdag, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.

SUNDHED I PLUS

I S&P 500 steg sundhed mest med 0,5 pct., mens kommunikationsservice placerede sig overraskende i plus med en fremgang på 0,1 pct., da Meta Platforms og Alphabet vandt henholdsvis 0,5 og 0,9 pct., efter en overset artikel onsdag i The Wall Street Journal om, at Meta vil spare mindst 10 pct. de kommende måneder.

Dagligvarer og forsyning kom lige efter med fald på 0,2-0,4 pct.

I den anden ende mistede cyklisk forbrug 2,2 pct., mens industri og finans smed 1,5-1,7 pct., og it bakkede 1,0 pct.

Tesla og chipaktierne Nvidia og Advanced Micro Devices var med til at tynge ned S&P 500 med minusser på 4,1-6,7 pct., mens Apple og Amazon også mistede 0,6 og 1,0 pct.

Microsoft løftede omvendt mest af alle og vandt 0,9 pct., trukket op af positive meldinger fra softwarekonkurrenten Salesforce, som onsdag aften lovede en årlig vækst på 17 pct. de kommende tre år. Salesforce steg på den baggrund 1,7 pct.

Ellers skulle man spejde mod sundhedssektoren for at finde vindere. Eli Lilly blev løftet 4,9 pct., da UBS hævede sin anbefaling af aktien til "køb" og fremhævede Novo-konkurrenten som den mest attraktive aktie blandt "big pharma".

På regnskabsfronten overraskede Fedex med tidligt regnskab midt i børsernes åbningstid. Her vendte logistikkæmpens aktie rundt fra minus 1,9 pct. til et plus på 0,8 pct., da selskabet bekræftede og konkretiserede besparelser for 2,2-2,7 mia. dollar i dette regnskabsår.

I fredags faldt Fedex-aktien med hele 21,4 pct. - det største minus i 40 år - da koncernen trak sin prognose for hele regnsakabsåret.

.\\˙ MarketWire