USA/tendens: Frygten er tilbage - men er aktierne måske oversolgt
29/9 14:36
Fremgang på børserne i New York onsdag aften ser ud til at blive en enlig svale i en række af nedture på det amerikanske aktiemarked.
Torsdag peger handlen med futures for de tre toneangivende amerikanske aktieindeks nedad med et minus på 0,7 pct. for det brede S&P 500-indeks, på 1,0 pct. for det teknologidominerede Nasdaq-indeks og på 0,5 pct. for de tunge aktiers lettere defensive Dow Jones-indeks.
Onsdag var der et sjældent løft til indeksene på omkring 2,0 pct., og for S&P 500-indekset var der tale om en afbrydelse af fald seks dage i træk, som ifølge Bloomberg News var den længste periode med indeksfald siden februar 2020.
Det var nyheden om, at den britiske centralbank, Bank of England, købte lange obligationer for at bringe de lange britiske renter ned, som skabte lidt tillid og lidt ro på de finansielle markeder, og det lettede presset på de britiske pensionskasser, som er ramt af det historisk svækkede pund og er tvunget ud i dyre afdækningshandler.
Men torsdag er tiltaget glemt, og markederne er igen fanget i frygt for inflation, pengepoliske stramninger, geopolitiske kriser, stigende energipriser og risiko for recession. Og for S&P 500-indekset er der fortsat udsigt til et tredje kvartal i træk med fald, som vil være indeksets længste periode med negativ udvikling siden finanskrisen for to årtier siden.
MULIGHED I FJERDE KVARTAL
Midt i den altovervejende tilbagegang spekulerer nogle markedsiagttagere i, om S&P 500-indekset efter seks dage i træk med minus er inde i er "oversolgt" territorium.
- Mens regnskabssæsonen i tredje kvartal ser ud til at blive vanskelig, må investorerne spørge sig selv, hvor meget dårligt nyt, der allerede er regnet ind i værdisættelsen. Givet den ekstreme pessimisme kombineret med ræsonnabel værdisættelse kan fjerde kvartal give investorerne en mulighed for at handle nogle af deres tab tilbage, i takt med at markedet vender fra et oversolgt niveau, mener seniorporteføljemanager Ron Saba i Horizon Investments ifølge Bloomberg News.
Selskabsspecifikt er der i formarkedet faldt til apotekerkæden Rite Aid på 13,2 pct., efter at kæden har nedjusteret forventningerne til det justerede driftsresultat (EBITDA) i 2023.
APOTEKERKÆDE NEDJUSTERER
Apotekerkæden Rite Aid falder, efter at kæden har nedjusteret forventningerne til det justerede driftsresultat (EBITDA) i 2023. Rite Aid ser nu det justerede driftsresultat lande mellem 450-490 mio. dollar mod 460-500 mio. dollar. Det er dog fortsat inden for skiven i forhold til analytikernes forventninger på 458,7 mio. dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Rite Aid venter nu et justeret tab per aktie på 97 cent til 1,52 dollar mod før 66 cent til 1,19 dollar - analytikerne havde inden nedjusteringen ventet et tab på 1,39 dollar per aktie.
APPLE NEDGRADERET
Også teknologigiganten Apple ses svækket af en lavere efterspørgsel hos forbrugerne, og det kan forværre teknologigigantens muligheder for at præstere over det øvrige marked i 2022.
Det vurderer Bank of Americas analytiker Wamsi Mohan, som derfor har sænket anbefalingen for aktien til "neutral" fra "køb", mens kursmålet er sat til 160 dollar.
- Vi venter betydelige negative estimatsrevisioner som følge af lavere forbrugerefterspørgsel, skriver han i et notat.
Analytikeren ser også risici fra en opbremsning i servicesektoren foruden pres fra den historisk stærke dollar. Det kan tynge indtjeningen og værdiansættelsen på kort sigt.
Den sænkede anbefaling mærkes i formarkedet, hvor Apple falder 2,2 pct.
.\\˙ MarketWire
