Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Sønderslåede aktier får opmærksomhed før grøn start

4/10 08:25

Sænkede kursmål til selskaber som GN, Chr. Hansen og Danske Bank får nyhedsinteresse omkring det danske aktiemarked tirsdag, hvor der generelt er udsigt til pæne stigninger nok en gang.

I USA steg aktierne betragteligt mandag oven på en lavere end ventet aflæsning af ISM-indekset for industrisektoren i september, der gav løfter om, at opstramningerne af pengepolitikken fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har effekt.

Det fik investorerne til at skrue ned for de langsigtede renteforventninger, og det gav stor forløsning på Wall Street, hvor fremgangen var både stor og bredt funderet.

Herhjemme nåede C25-indekset også at stige 1,6 pct. til 1461,43, men opturen på de amerikanske markeder kørte videre efter lukketid, og det smitter tirsdag morgen positivt af i både Asien og også handlen med europæiske futures.

DAX-indekset i Tyskland, der ofte giver et godt fingerpeg om udviklingen herhjemme, indikeres en positiv start på i omegnen af 1,4 pct.

- Hen over natten er de stigende aktiekurser fortsat på de asiatiske markeder – om end der her har været tale om en relativt lille omsætning, da markederne i både Kina og Hongkong er lukket på grund af helligdage, skriver Nordea i sin morgenrapport tirsdag.

- Her er stemningen desuden blevet løftet af, at den australske centralbank har valgt ”kun” at forhøje styringsrenten med 25 basispoint. Det var mindre end ventet, og kan måske også ses som et tegn på, at centralbankerne så småt begynder at nedsætte hastigheden i opstramningen af pengepolitikken, fortsætter banken.

SØNDERSLÅEDE AKTIER I FOKUS

Udsigten til comeback skaber et naturligt fokus på nogle af de hårdest ramte aktier herhjemme.

Det gælder blandt andet GN, der er faldet med voldsomme 68,3 pct. i år.

På 14 ud af de seneste 15 handelsdage er det gået nedad for selskabets aktie, der mandag faldt med 2,7 pct. til 130,45 kr.

Norske ABG Sundal Collier har desuden sænket sit kursmål for aktien, der dog fortsat er omkring to en halv gange så højt som den aktuelle kurs.

ABG har ifølge data fra Bloomberg News sænket til 320 kr. fra 400 kr., men gentaget den positive anbefaling "køb".

Også Ambu og Netcompany er faldet over 60 pct. i år og kan komme i fokus fra start tirsdag.

Danske Bank, der blev sendt i stormvejr i løbet af formiddagen mandag - men siden rettede sig en del, er i fokus med et sænket kursmål hos amerikanske JPMorgan.

Banken har sænket sit kursmål til 90 kr. fra 95 kr. og gentaget anbefalingen "undervægt".

Danske Bank faldt mandag med 1,3 pct. til 93,62 kr.

Chr. Hansen Holding har fået sænket sit kursmål hos britiske Barclays til 460 kr. fra 550 kr.

Her er anbefalingen fortsat "ligevægt", fremgår det af Bloomberg News.

Aktien endte mandag 0,8 pct. højere i 377,80 kr.

SYDBANK KLAR MED DE FØRSTE GRØNNE OBLIGATIONER

Sydbank udsteder for første gang nogensinde grønne obligationer som finansiering af lån.

Udstedelsen er i første omgang på 500 mio. euro - svarende til omtrent 3,7 mia. kr. - men banken har ambitioner om at øge det tal til 8-10 mia. kr., oplyser bankdirektør Bjarne Larsen.

Sydbank faldt mandag med 1,5 pct. til 205,40 kr.

Vestas kom ved kvartalsafslutningen i fokus på grund af en svag ordreindgang i tredje kvartal, som har fået flere analytikere til at sænke estimaterne for hele året på den konto.

Også amerikanske Citigroup ser ordreindgangen som værende "lunken", men påpeger også positive elementer i form af blandt andet valget af Vestas som foretrukken leverandør til store havmølleprojekter i Storbritannien og Polen.

Vestas faldt mandag med 0,3 pct. til 141,24 kr.

.\\˙ MarketWire